Forfatterarkiv: sanum

At åbne en dør ….

Jeg er gennem det sidste 1,5 år blevet konfronteret med, for mig, nogle meget skæve vinkler at se livet på, at håndtere livet på. Nogle vinkler, som i den grad er blevet holdt meget tæt op mod den måde, som jeg ser og forvalter livet på. Det har overrasket mig at se det hos nogen jeg ikke havde, set det hos før og ikke mindst overrasket over den mekanisme der er, ved at lukke en dør eller åbne en, når livet presser sig på.

Jeg har observeret og undersøgt hvilken effekt det har og har haft på mig.  Hvad forskellen er mellem det at lukke en og åbne en og hvorfor det pludselig er blevet så tydeligt for mig, at der er stor forskel.

En energi, der har fulgt mig meget i livet, er uretfærdighed.  Den positive del af uretfærdigheden, er min sans for at inkludere. Den mere svære side af den energi har været, når jeg har hængt fast i at være offer af livet. En energi, jeg har sloges med, observeret og arbejdet meget med, siden jeg opdagede den sådan mere bevidst for ca. 8 år siden.

Offerenergi har mange farver og dukker op på de mest finurlige måder og er ikke altid til at se og opdage. Den mere tydelige del af offerenergien er at smække døre.  At det er andres skyld, og konstant at finde undskyldninger og forsvare sig.

Offerenergien er en tung energi og ikke mindst drænende for det mennesker der hænger fast i den, men også for dem omkring.

Prøv at se et billede foran dig, at du hele tiden får smækket en dør i hovedet, hver gange du prøver at ringe på for at ”besøge” nogen, i stedet for at én åbner døren og du bliver budt velkommen. Prøv at forestille dig hvor ensomt og sørgeligt det må være, at lukke sig inde bag sin dør og være alene med sin uretfærdighed, forvirring, sorg etc..

Jeg har førhen selv smækket mange døre og gør det fortsat, men der går længere og længer tid imellem og når man først er begyndt at mærke, hvor meget liv der bliver, når man åbner en dør, hvor dejligt det er at dele i stedet for at lukke sig inde bag en smækket dør, så er det svært at holde døren lukket i lang tid af gangen.

En af de ting, der hjælper mig med at åbne mine smækkede døre og holde dem åbne er, bl.a., ved at lave min yoga.  Når jeg laver min yoga ser jeg mere klart, hvad jeg står i, og jeg holder mig ikke mindst fit og stærk. Når vi er offer, så hænger vi også ofte i kroppen. Vi hænger fast i vores offer energi, vores mønster. Når vi er stærke, ikke overflade stærke med pumpede muskler, men de dybe stærke små muskler, er det meget nemmere at finde styrke til at løfte os ud af offerrollen. Det er nemlig kun os selv, der kan redde os ud af offerrollen. Det er kun os selv, der kan åbne døren og tage livet ind.

Jeg håber, at du i det nye år vil åbne flere døre end du vil smække i. Før du smækker en dør i, så byder jeg dig velkommen til yoga og workshops, hvor vi bl.a. øver os i at stå i livet og åbne døren til livet, der kommer til os….også når det er svært og uretfærdigt, og hvad vi ellers hænger fast i af dårlige undskyldninger.

 

Kunsten at være med det der er

Julen – ja helligedage generelt – er gode dage til at lære sig selv bedre at kende. Vi er ofte ”tvunget” til at kaste os ind i løvens gab, til at sætte os til bords klemt inde i små rammer med familien. Det er ofte både fantastisk og forfærdeligt på en og samme tid.  Vi vil så gerne – og glæder os ofte ganske meget for så at sande, at det er ganske udfordrende uden helt at kunne sætte ord på, hvad det præcis er, der udfordrer os. Men det at stille sig der – midt i løvens gab – er faktisk essensen af at praktisere yoga i fuld flor. Hvis vi tør blive i det, der er med et åbent sind og hjerte, så kan vi få en masse svar om, hvorfor vi gør, som vi gør – og kan vi acceptere det og kan vi trække vejret ind i det, ja, så kan vi heale os selv.

Når man laver yogaøvelser, så øver man sig i at tackle livets gang. Når man ligger i en øvelse og formår at trække vejret ind i spændet, ind i smerten, så er det det samme, som når vi øver os på at stå i livet og trække vejret ind i det, der nu er. Forskellige yogaøvelser afspejler forskellige energier, vi som mennesker besidder fra fødslen af – men som af mange af os er blevet nedtonet af at skulle passe ind i en bestemt familie eller et bestemt samfund etc. Men besidder vi egenskaben til at overgive os til det, der er – netop det man gør, når man folder sig sammen i en yogaøvelse, så har man nemmere ved at håndtere forskellige situationer i livet.

Sandheden er, at vi ikke kan kontrollere, hvad der sker omkring os. Vi kan ikke forvente noget af andre – men blot observere og se, hvad der er, hvad der sker – og så forholde os til det. For når vi forventer en masse og prøver at kontrollere, hvad der skal ske – så bliver vi ofte skuffede og kede af det. Nøglen er i stedet at observere, trække vejret og give sig selv plads, selvom det vi oplever måske er urimeligt, træls eller irriterende. For derigennem ligger healingen og friheden. Blot det at kunne acceptere det der er, giver os som mennesker en stor frihed – og uden det måske ændrer noget konkret – ja, så kan det i sig selv være healende.

Man kan sige, at jo mere vi øver os på yogagulvet – jo mere er vi klar til at tage denne praksis med os ud i livet og måske endda konfrontere os selv. Eller sagt på en anden måde vi er klar til at gøre vores karma. Karmayoga er vores egen spejling af det liv, vi ønsker os. Når vi fx siger noget hele tiden, så kommer det til os. Vi ser det ofte ikke i nuet – men nogle gange er vi så heldige, at vi åbner os op til livet og får indsigt i det, der er og det, der sker – og så ser vi som regel også, at den situation, vi står i, er der af en grund. Vi kan endda nogen gange gå så langt som til bagefter at kunne se, at det vi gennemgik, var det rigtige.

Men indsigterne får vi kun, når vi åbner os op for livet, når vi tør stille os derude, hvor vi er uden fast grund. Fx til en familiejulefrokost. Når vi tør sidde i det følelsesbombardement, der ofte er tilstede af familievaner og mønstre, og blot observere og trække vejret med et åbent sind og hjerte uden at agere i det, så har vi muligheden for at få svar og se mønstrene klart. På den måde kan vi tilegne os muligheden for at lære, hvorfor vi gør, som vi gør – og bare den indsigt kan være nok til, at vi giver slip på et gammelt mønster, så det i stedet for at være en byrde, vi bærer, blot bliver en del af os og vores historie. På den måde kan vi undgå at blive slidt og drænet af låste følelser, som vi uundgåeligt vil reagere på, hver gang de bliver tricket.

Det er ofte dybe familiemønstre, der spænder mest ben for os i livet, og turde vi se dem for det, de er, og trække vejret ind i dem, så ville vi give os selv muligheden for at gå  ”straight forward” uden hele tiden at spænde ben for os selv.

Teenagertiden, der er tiden, hvor nogle mennesker tager sit opgør med forældrene, er faktisk den naturlige periode, hvor vi klipper strengene til mange familiemønstre og vaner. Så de teenagere, der tillader sig det – dem, der tør flippe ud og sige, at alt der derhjemme noget lort for senere i livet at erkende, at noget faktisk virkede og andet ikke gjorde, de er faktisk godt stillet til livet. De har allerede klippet en del at trådene og frigjort sig… Men husk! Det er aldrig for sent at tage sit teenageopgør. Jeg tog det først som 30-årig – men jeg gjorde det! Sandheden er, at det nok ikke bliver pænere af, at man er ældre, når man “gør oprør” – men det virker. Så min opfordring til jer er: Kast jer ud i det og husk, at det kun er en periode. Sig undskyld og nyd så, at du tør give dig selv plads til at reagere og heale dig selv.

Med disse ord ønsker jeg jer alle et godt nytår. Jeg håber, at I vil tage livet i egen hånd og gøre det, der vil gøre jeres år til et lærerigt og godt år for jer. Udlev jeres karma og mærk livet så sårbart og samtidig helt fantastisk, som det er.

Er du usikker på, hvordan du springer ud i det, så kom til yoga og oplev, hvordan det også kan øves.

Jeg håber, at vi ses på yogagulvet i morgen eller onsdag til øvelsen i af “at være med det der er.”

Smil Rikke

At lukke øjnene

Når jeg lukker øjnene, så mærker jeg, at alt er, som det skal være. Jeg mærker åndedrættet bevæge sig. Jeg mærker min krop og min mave og finder ro. Jeg observerer mine tanker. Nogle gange er der meget på spil, og andre gange er der helt roligt.

Jeg mærker, at selv når livet er intenst, så er jeg ikke bange. Heller ikke i disse tider, hvor alt er åbent, og intet har sin plads og usikkerheden ofte melder sig. Jeg kan mærker, at der er helt roligt, og jeg har fuld tillid til, at livet udfolder sig på den måde, som det skal lige nu. Jeg mærker en god fornemmelse for der, hvor jeg står generelt – med alt den bevidsthed jeg nu har.

Men hvad sker der så, når jeg åbner øjnene?

Det bliver meget tydeligt, hvor meget jeg bliver påvirket af mine omgivelser, så snart jeg åbner mine øjne. Hvor meget jeg bliver bombarderet af livets puls og af omgivelsernes og samfundets konstante vibrationer. Jeg mærker, hvor meget menneskers holdninger, anskuelser og følelser påvirker mig. Det er som at stå i et stormvejr af informationer. Som at stå med front mod vinden og tage imod blæsten af input. En storm, der kan føles som om, at den bruger alle sine kræfter på gerne at ville blæse mig omkuld – ikke bevidst og af ondskab, men fordi det nu engang blæser den vej. Jeg mærker, hvor svært det er at blive stående. Hvor svært det er at give mig selv lov til at være mig.

Jeg bliver hele tiden trukket i alle mulige retninger og mærker, hvor meget tyngde mit fundament skal have for at kunne blive stående. Det er så svært at være tro mod det, der er i mig, og som føles rigtigt for mig – og samtidig være i stand til at være åben for, hvad omgivelserne byder ind med og responderer på.

For samtidig med at øve sig i at stå i stormen af påvirkninger fra omgivelserne uden at vælte, er der netop også en fin lære i at turde lytte til den respons, vi får fra andre mennesker. Det er en balance, der kan være svær at mestre. Det er ikke altid så let at se sig selv, så det at turde lytte til sine omgivelser kan være en fin læring for os på vores vej mod at lære os selv at kende.

Jeg tænker, der altid er en grund til, at vi får en bestemt respons fra vores omverden. At der er en højere mening med, at vi står i en given situation på et givent tidspunkt i livet. Jeg tror dybest set, at vi selv vælger at sætte os netop der, fordi der er noget vi skal lære. Noget vi skal se.

Vi bliver nødt til at stå midt i livet for at lære, hvad vi skal lære – så det at lytte til, hvad folk omkring os siger til os, kan have en ekstrem stor værdi. Men ikke nok med det. Samtidig skal vi også være i stand til at skelne mellem de informationer, vi modtager. Hvad er andres læring og input til os? – og hvad er deres egen historie og deres egen læring til dem selv? Det kan være en udfordring at lave denne skelnen. Vi har alle en historie med os, en måde vi ser verden på. Det er ofte meget præget af, hvad vi har med os fra vores barndom og de omgivelser vi er vokset op i. Har vores forældre haft et blåt filter på, så har vi det ofte også.

Derfor kræver det at lytte til andres input også stor årvågenhed. Årvågenhed i at lytte og skelne mellem hvad, der er feedback på ens eget og en hjælp til vores udvikling, og hvad der er de andres historie og udviklingsproces. Da jeg f.eks. skulle føde mit første barn, der var en sædefødsel, var det meget tydeligt at mærke andres frygt. Det var svært for mange at lade mig stå med min fornemmelse af, hvad der var rigtigt for mig i den situation og ikke mindst at håndtere afvisning fra hele to hospitaler, der ikke ville lade mig prøve en naturlig fødsel. De ville give mig kejsersnit. Men det var deres frygt. Ikke min. Så det at mærke efter og føle, at jeg ikke var bange for fødslen og derefter navigere i de informationer, jeg fik udefra, så jeg ikke blev påvirket, var en stor opgave. Men jeg var ikke bange og ville gerne prøve at føde hende naturligt. Jeg forblev tro mod det jeg mærkede og havde en fantastisk ukombliseret og fin fødsel.

Så længe vi er afklarede med vores historie, vores opvækst og alt, hvad vi har oplevet indtil nu, så er vores historie en gave, en styrke og en kraft, der kan tage os så langt, vi ønsker. Men på samme måde er de ting, som vi ikke har forliget os med i vores historie det modsatte. De ting, vi ikke ønsker at se, har fortrængt eller ikke ønsker at tilgive, tynger os ned og gør, at vi ikke kan se verden så klart. De lægger et filter ind, der gør, at det bliver svært at skelne. Et eksempel på, hvordan ens filtre kan hæmme et menneske i at nyde livet, som det er, er fx hvis en pige siger til en anden pige: “jeg bryder mig ikke om din kjole” og den anden hører det som “Jeg kan ikke lide dig” i stedet for at høre, hvad der reelt bliver sagt.

Der er også det aspekt, at vi som mennesker ikke altid er så åbne for at høre, hvad andre har at sige til os. Det er ikke altid så nemt at tage imod respons og input fra omverden eller kritik, som det oftes kaldes i daglig omtale. Jeg er ikke så glad for ordet “kritik”, men tror mere på, at vi skal lytte til, hvad andre siger og så give det omtanke bagefter og stille spørgsmålet:  hvorfor vælger de mon lige netop at sige det til mig?

Så at modtage andres observationer af os selv uden at skubbe det væk og fornægte det, men i stedet bare være åben og lytte – og samtidig skelne mellem, hvad der er vores og andres, kan være en meget lærerig proces og en stor gave til bedre at kunne se os selv mere klart.

Og der en dimension mere. For ser vi nærmere på de tætte relationer, er der nemlig samtidig en masse følelser ind over, der gør det endnu mere svært at se klart.

At kunne navigere og skelne imellem alle disse lag kræver, at vi kender os selv rigtig godt. At vi tør lære os selv at kende. At vi tør møde vores dæmoner og vores skyggesider, som nogen kalder dem. At vi tør se os selv, hvor vi står, hvor vi er – også når vi står i dybt vand og bruger vores egenskaber uhensigtsmæssigt. Når vi bruger dem til at holde os selv fast i vores eget fængsel. Vi er desværre vores egen værste fjende, og hvor meget vi end gerne vil give omstændighedernes eller andre mennesker skylden, så er det os selv, der spænder ben for os selv.

At se sig selv er stort. At anerkende hvad – og hvem – vi virkelig er, er stort og kan give en enorm frihed. Og endnu størrer hvis vi kan tage ansvar for det og være præcis den, vi er, med alt hvad vi har med os.

Så det at stå med alt det, der er – at turde sidde stille og lukke øjnene og bare være med alt, hvad der er, er en fantastisk lære til livet i alle slags situationer – gode som udfordrende.

Den yogaøvelse, der hedder stolen, er en fantastisk øvelse i netop at lære at stå med det, der er, og ikke mindst øve sig på at tage ansvar for det. Den handler om at synke ned i den, vi er. Synke ned i benene og acceptere. Stolen gør os opmærksom på hvor megte krudt vi bruger på at “holde os oppe”, på at overleve livet, istedet for at være i livet. Stolen giver åbne og stærke lår, så vi kan stå i livet uden at blæse omkuld. Jo mere vi tør synke ned i benene, jo stærkere bliver vi – og jo mere rustede er vi til at tage imod livet. Endda helt uden at holde i en sikkerhedsline eller have paraderne oppe, men med det åbent hjerte.

På kropsterapeutisk yoga holdene om tirsdagen på Frederiksberg udforsker vi hvad det vil sige, at stå i livet, istolen. Håber vi ses til den åbne prøvetime d. 8 marts. kl. 17.30 eller 19.00.

Smil Rikke

At se bag det umiddelbare

I skrivende stund sidder jeg på en terrasse i skygge for solen i Indien og filosoferer over, hvad det vil sige at være væk. Jeg sidder og tænker på, hvad meningen med at være væk fra mine vante omgivelser egentlig er. For selvom jeg har været i Indien mange gange før med et hold kursister, så er det meget særligt i år, da jeg er afsted uden familien.

Jeg har de sidste otte år haft dem med mig, og især det ikke at have børnene med fylder for mig. Jeg har de sidste otte år været meget mor og har kun været væk fra dem i 2 x 1 uge. Derfor er det utrolig tomt og samtidig meget dejligt at have tid alene. Inden jeg fik børn, var jeg ofte på en eller andet form for retreat eller kursus, men sådan har det ikke været de sidste otte år. Der har jeg ikke været sådan helt alene afsted.

Det, der især bliver tydeligt ved at være afsted alene og væk fra det vante, er muligheden for at se tingene mere klart. Der er plads til, at jeg kan se det hele lidt mere fra oven. Nu, hvor jeg har fået luft, kan jeg se, at jeg derhjemme har en tendens til at låse mig fast i min vante hverdagsrille. En rille som jeg har arbejdet mig ned i stille og roligt over tid, og som jeg nu har svært ved at se op fra. Jeg kan mærke, at det formørker mit udsyn og forstår, at jeg stadig har en tendens til at gøre tingene større, end de er. De får lov til at fylde mere end, hvad der er sundt for mig.

Det at tage væk løfter os op, og det gør, at vi kan se det store billede istedet for det, der kun lige er foran os – det umiddelbare og øjeblikkelige, der så ofte ender med at lede os på vildspor. Vi reagerer umiddelbart og flytter os – men tør vi blive stående, trække vejret ind i det og mærke efter istedet for at løbe væk, så har vi alle muligheder for at se, hvad der virkelig er.

Inden jeg skulle afsted til Indien, var min ældste datter meget sur på mig og skubbede mig væk. Jeg spurgte ind til det, men hun var bare sur på mig. Jeg lod hende vide, at sådan som jeg så det, så så det ud som, at om hun var ked af over, at jeg skulle afsted alene, og at det nok ville hjælpe hende at blive trøstet af mig. Jeg sagde til hende, at jeg var der for hende, hvis hun ændrede mening, men hun afviste mig igen. Så gik der ganske kort tid, hvorefter hun kom grædende i mine arme og sagde, at jeg ikke måtte tage afsted. Så det, der så ud som umiddelbar surhed og vrede, var egentlig bare et ‘cover up’ for en dyb sorg over, at jeg skulle afsted uden hende.

Det viser, hvordan det ikke at reagere på det umiddelbare, men i stedet lige stoppe op og trække vejret, gør, at vi meget bedre kan fornemme, hvad der i virkeligheden er på spil. Det gør os i stand til at se, hvad der ligger bag ved ordene og giver os dermed muligheden for at se, hvad det bagvedliggende issue er.

Det er fuldstændig det samme, jeg gør, når jeg behandler. Når jeg har en Sanum session, en kropsterapeutisk behandling eller en vejledning, så  hjælper jeg klienter til at se, hvad der ligger bag. Hvad ligger der bag et hold i ryggen, en skæv fod, en depression eller stress? Hvad ligger der bag valget af ord – bag det umiddelbare?

På mine fordybelsesdage inviteres jeg også til at se, ‘det der er’ mere klart. Det, at gå på opdagelse i den impuls der er, i det der bevæger sig på det givende tidspunkt med fordybelse og opdagelse gennem yoga og meditation, dialog og øvelser, giver også mulighed for – i en lille skala – at se hverdagsrillen lidt mere klart.

Så, når jeg sidder her på min terrasse i mit skyggefulde område langt væk fra Danmark, så mærker jeg, at det at fordybe mig – at give mig selv plads til at tage væk fra hverdagen – det giver mig opmærksomhed på, hvad det er, jeg gør. Det giver mig muligheden for at se det hele mere klart. Det er det allerbedste redskab til at se, hvad der ligger dybere nede end det umiddelbare – både i os selv og i andre.

Jeg glæder mig til at fordybe mig med dig

Smil Rikke

Saltvandsudrensning – et redskab til at møde dig selv

I dag er det blevet meget moderne at udrense, detoxe og faste. Både i form af juicekurer og proteinkurer m.v. – men også gennem fx hot yoga, hvor man gennem yogaen sveder kroppens affald ud.

Men for hvad? Af hvilken grund?

Drivkraften bag disse kure er meget ofte et ønske om at være fit og se godt ud – og der er ikke meget, som vi ikke er villige til at udsætte os selv for i dag for at opnå disse skønhedsidealer. Flere af os går endda så langt som til at lægge os under kniven. Vi overser fuldstændig, hvilke signaler og hvilket budskab kroppen sender til os – hvad kroppen i virkeligheden siger til os selv!

For når ubalancer viser sig i kroppen, er det et signal om, at noget ikke er godt – at noget i kroppen ikke trives. “Noget” er ked af det. “Noget” er forsømt. “Noget” er presset.
I dagens Danmark – i vores kultur – ser man blot disse ubalancer som noget dårligt, noget der bare skal gå væk. Vi tager piller, gemmer os – og bliver i nogle tilfælde opererede for at fjerne det, der er lidt for meget af – eller tilføje noget af det, der er lidt for lidt af.

Dermed overser – eller undertrykker – vi fuldstændig vores intelligente krop, der så tydeligt og klart siger til os, at noget er galt.

Jeg tror ikke på “pludseligt”

Jeg hørte fx for noget tid siden nogen tale om en mand, der pludselig faldt om med hjertestop og døde. Men jeg tror ikke på, at der er noget, der hedder pludseligt i den forbindelse. Jeg tror på, at vi får rigtig mange varsler, men at vi ikke vil forstå dem – og ofte i stedet ignorerer dem eller skubber signalerne væk. Vi har ikke tid eller overskud til at gå ind i dem. De er i vejen, og vi vil have, at de skal gå væk. Efter min mening er vi kommet alt for langt væk fra os selv – fra vores natur. Vi navigere kun på overfladen og forstår I-phone sprog bedre end kropsproget.

Når vi kun ligger vægt på overfladen, mister vi dybden i os selv, til os selv og til hinanden.  Tænk på, hvor mange udtryk der gemmes væk, hvis vi fx får en plastikoperation? Faktum er, at vi mennesker kun lytter ganske lidt til de faktiske ord og mere til kroppens udtryk.

Helt op til 80 eller 90 procent af et menneskets kommunikation er tilskrevet kropsproget og det man kalder non-verbalkommunikation. Så når vi fjerner udtryk eller glatter ansigtet ud, bliver resultatet, at vi mister muligheden for, at andre mennesker kan fornemme os – og vores signaler bliver misvisende.

Der får mig til at tænke over, hvad der ligger bag det at glatte noget ud? Er det en måde at skjule noget, vi ikke tør vise? Eller er det noget, vi ikke tør stå ved?

Vi er i forvejen så gode til at skjule vores oprindelighed, vores autencitet, vores sande jeg ved at pakke følelser væk. Så når de så samtidig også bliver glattet ud, kommer vi ganske langt væk fra os selv – og hinanden.

Så hvem er vi/jeg?

Tja, måske finder vi aldrig ud af det, for vi bliver påvirkede lige fra, vi ligger i vores mors mave til vi dør. …så er der i det hele taget noget, der hedder mig? Måske er vi bare det, vores forældre – vores omgivelser – former os til? Og så alligevel ikke helt, hvis du spørger mig?

På et eller andet niveau tror jeg på, at der er noget, der hedder mig. Gennem min nu 14-års – forholdsvis bevidste – selvudforskning er der kommet et lille omrids af, hvad jeg er. Hvem jeg i virkeligheden er – mere end den jeg er skabt til at være.  Uanset, hvordan jeg vender og drejer det, er der et sted, hvor der er noget, der virker mere som mig – hvor der er fuldstændigt flow og modsat et sted, hvor der ikke er hul igennem – hvor der ikke er flow.

Jeg tror på, at der – uanset hvordan vi vender og drejer det – er en stor kraftfuld frihed i at lære os selv at kende. Der er styrke i at tage sig tiden til at finde tilbage til det, der er mere os. Gennem min egen proces har jeg mærket, hvordan der både er frihed og en enorm styrke i at observere og se mig selv mere klart.

Og hvordan??? Som jeg ofte siger og skriver – så fører alle veje til Rom. Så det er bare at prøve en masse forskellige ting af og mærke efter undervejs, om det føles godt – om det er noget, der virker for en. Det kan være meget forskelligt fra menneske til menneske.

En af de veje og redskaber, der har virket for mig – og som jeg stadig benytter mig af, er saltvandsudrensninger og faster. Begge dele er set-ups, hvor jeg kan møde mig selv – mit inderste – ved at mærke min krop megere intenst. Særligt saltvandsudrensningen har hjulpet mig til at at forstå og mærke, hvad det vil sige at give slip – ja, egentligt helt enkelt, hvad et slip er.

For mig er et slip når noget lader sig manifesteres kropsligt og som letter bevægelsen i min krop. Det kan ses som en dyb udånding fra maven, der bare sker – helt uden vilje eller tvang.

Så det at evne at gøre noget indefra – det er det, der skaber det vedvarende. Når vi fravælger og tvinger noget igennem uden at have de dybereliggende årsager med, bliver det hårdt mod hårdt – det slår gnister og bliver en kamp, som man aldrig kan vinde. Jeg tror istedet på, at vi gennem forståelse og tålmodighed kan møde os selv – og dermed vælge det, der er godt for os. På den måde kan vi mærke, at det er det rigtige for os. Derfor er tilvalget altid det, der giver et bedre og mere vedvarende resultatet end et gennemtvunget fravalg.

Saltvandsudrensning er et blidt og tålmodigt set-up til at lære at mærke, hvad et slip er.

Gennem denne udrensning lærer du at forstå og mærke samspillet mellem det kropslige slip og den fysiske udrensning. Det at få tarmene til bevæge sig giver enormt mange både fysiske og psykiske fordele – man kan sige, at det både er gavnligt for det følelsesmæssige og fysiske velvære.

Har du fx nogensinde tænkt over, hvad sammenhængen mellem mave-tarmsystemet – og astma, allergi, irriteret tyktarm, forstoppelse, hold i nakken m.v. kan være?

Har du lyst til at fornemme det indre slip, og vil du gerne høre mere om sammenhængen mellem krop og psyke og den effekt, saltvandsudrensningen har på dig, er du velkommen til min saltvandsworkshop d. 23 april. Klik her for at tilmelde dig.

På glædelig gensyn
Smil Rikke

Forårsfryd

Jeg har netop afsluttet et 3-dages fastekursus, hvor jeg har undervist og selv fastet med deltagerne. Det har endnu engang været en fantastisk oplevelse.
Det er vidunderligt at møde livet, som det er – både indeni os og uden om os. Jeg føler mig let og glad – og ikke mindst rolig med stor taknemmelighed for selve livet, der viser sig så tydeligt, når man arbejder med og igennem kroppen.

Jeg har fastet rigtig mange gange, siden jeg prøvede det første gang i Indien på en Ashram (en yoga skole). Her varede fasten et døgn, hvor jeg afstod fra føde for at vise min hengivenhed for Shiva – for Shiva energien. Der var en stor fest med dans, meditation og ofring i 24 timer, og det var fantastisk at prøve at faste på den mere spirituelle måde, som jeg vil våge pelsen at kalde det.

Siden da har jeg fastet på en anderledes måde, hvor man mere specifikt arbejder med kroppen for at opnå en større indsigt og forståelse for sig selv. Kroppen afspejler hele det liv, vi har levet. Den viser, hvad vi tænker og føler – og ofte også mere end hvad vi selv har bevidsthed om.

At arbejde med – og gennem  – kroppen giver så god en grobund for at se, hvem vi er. Vi kan have nok så meget viden og bevidsthed om os selv, men hvis der ikke handling bag, så er det på mange måder værdiløst. Handling og bevægelse ligger naturligt i kroppen, og det er her vi på bedste måde kan få noget til at ske.

Det er blevet meget tydeligt for mig gennem det sidste år – især efter mit sidste Indiens kursus, årets saltvandsudrensninger og ikke mindst efter denne faste – at det er bevægelse, der er kernen til løse manges laster. Det er flow.

I ayurvedaen er det første, man gør, når man behandler et menneske – faktisk uanset lidelse – at få gang i tarmsystemet – at få fordøjelsen til at fungere optimalt.

I saltvandsudrensningen, som jeg selv har udført en masse gange og har afholdt en del kurser i, er hele formålet netop at få bevægelse i tarmen. At drikke så meget saltvand, at den til sidst må slippe og begynde at bevæge sige. Det samme kan siges om fasten, hvor der kan skabes bevægelse gennem træning eller meridian massage.

Stagnation låser. Det er en naturlov, og noget man kan opleve alle steder i vores hverdag. Der er bevægelse i universet. Vi ved, at planeterne bevæger sig konstant. Når hjertet stopper med at bevæge sig, stopper bevægelsen af blod, af livet. Når der bliver lukket af til et vandhul, så kommer der plummervand. Et forhold, som står stille, dræner. En plante, der ikke får vand, stopper med at vokse og dør. Mennesker, som låser sig fast i en følelse eller et chok, låser sig fast ……og til sidst visner vi og dør. Det er en naturlov, som gælder for os alle. Så livet kræver, at vi hele tiden er i bevægelse.  At vi hele tiden har flow i os både fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og spirituelt.

Som jeg ofte skriver, så fører alle veje til Rom. Vi kan frit vælge hvilken vej, hvilket redskab vi ønsker at bruge til at skabe bevægelse og flow. Vi kan få lige det, der passer os, vi skal bare turde gøre det.

Jeg har mine måder og dem deler jeg gerne med jer gennem de tilbud, du kan læse om her i nyhedsbrevet.

Jeg håber vi ses til en bevægelig seance

Smil
Rikke Hansen

Ser vi virkelig virkeligheden eller?

Hvordan har din sommer været?

Har den skænket dig ro og ny energi?

Energi komme i mange former. Ofte tænker vi,  at det kommer, når vi slapper af og er væk fra presset. At når vi bare kan slappe af, så skal den nok komme. Men gør den nu også det? Er det virkelig virkeligheden?

Jeg har allerede haft en del på briksen her efter min sommerferie, og mange er kommet og har sagt, at de har haft en træls sommerferie – af mange grunde.

Når de begynder at afspænde gennem den fysiske bevægelse, der er i behandlingen, og vi har fået talt os lidt ind til sagens kerne, viser det sig ofte at være noget helt andet.

Vi ser ofte ikke den virkelige virkelighed.  Vi ser ofte bare noget, der tricker energien og ikke den virkelig virkelighed.

Fx lider nogle mennesker af flyskræk. Det er ikke flyet i sig selv, der udløser frygten – og det kan personen måske godt forstå med sit intellektet. De kan sandsynligvis sagtens rationalisere om, at der dør flere mennesker i trafikken hvert år end i flystyrt, men det hjælper ikke nødvendigvis personen med at håndtere flystrækken. Årsagen til det er, at skrækken er relateret til den energi, flyet repræsenterer. Det traume eller den forskrækkelse flyet tricker.

Når vi mennesker oplever forskrækkelser og går i chok, så fryser vi. Vi stopper med at trække vejret, og kroppen låser sig i en stivhed. Gennem livet får vi mange forskrækkelser og chok, og hver gang låser åndedrættet sig fast, og kroppen fryser. Fordi vi er intelligente væsner, så kan vores hjerne sige ”Jeg forstår, at jeg har været i et chok, at jeg er blevet forskrækket, men nu må jeg rejse mig og gå videre i livet”. Men det er ikke ensbetydende med, at kroppen og åndedrættet følger med. Så mange mennesker går med en masse forskrækkelser og chok, som vi lærer at holde ud og leve med.

Vi ser det slet ikke. Og når vi går med dem i lang tid, så forkalker denne indstilling i os, og vi lærer at se livet gennem denne holdning. Sagt med andre ord så ser vi livet gennem den fastlåste indstilling.

Når noget er fastlåst, bliver det snævret. Som at se livet gennem en snavset rude. Hvad er det egentlig, der er derude. Min kæreste? …min mor? …Ja, det er ikke altid til at se forskel, og så er det, at vi blander tingene sammen. Hvad er det, der er derude? Et chok, hvor jeg mistede alt, dengang jeg var barn……..Så når jeg nu ser en flyvemaskine, så ser jeg ”miste alt – miste kontrollen” …….og så forveksler jeg det ene med det andet… – og så tør jeg ikke flyve?

Vi ser på den måde ikke den virkelige virkelighed. Vi ser forskrækkelsen, chokket. Vi mærker energien fra dengang, og så er det det alarmberedskab, der slår til. Det gamle chok, det gamle traume. Ikke nødvendigvis det der sker lige nu  – i den virkelig virkelighed.

Vi kan godt forstå det med vores hjerner, men det er ikke det samme som at føle og mærke det.

Mine erfaringer er, at energi kommer, når vi tør se, mærke og føle, hvad der er på spil i os, lytte til det og så navigere efter det. At det er det, der får os til at slappe af, det der sætter os fri og giver os energi.

Når vi laver yoga, åbner og styrker vi mange ting, så vi blandt andet begynder at slappe af. Når vi slapper af, begynder kroppen at tø op, og mange af livets små forskrækkelser og chok kommer til overfladen. Og tør vi så gå ind i det, der er, så smelter vores fastlåsthed, og derigennem får vi energi til livets gang.

… og så er der alt det andet, som yogaen også kan. Træne vores muskler på en sund måde, massere vores organer, åbne for vores energibaner/meridianer og ikke mindst give os ro og indsigt.

Så tør du møde den virkelige virkelighed?…. ja….så kom til yoga d. 16 august på Frederiksberg og lær mere om, hvordan du møder din virkelige virkelighed på en vedholden og tåldmodig måde.  Eller gennen en kropsbehandling med vejledning hvor den virkelige virkelighed ofte bliver hurtigere synlig.

På gensyn
Rikke Hansen

Stop op

Sanum nyhedsbrev juli 2015

Når vi møder modstand, syntes vi ofte det er hårdt og uretfærdigt. Vi gør alt for at få det væk. Vi trælser og siger ”hvorfor sker det her altid for mig”? Når vi møder noget i kroppen der gør ondt vil vi have det væk hurtigst muligt og tager hvad som helst for at få det af vejen.

Det ligger så dybt i vores kultur arv, i vores opdragelse, at vi ikke kan se os ud af det. At vi ikke kan se den anden side af medaljen. Men der er faktisk en anden side af medaljen. For sker det af en grund eller er det bare røv og nøgler?

En gang fik jeg at vide, at vi kan svømme med strømmen eller vi kan forsøge at svømme mod strømmen og dræne os selv fuldstændigt.  De første mange år af mit voksenliv svømmede jeg mod strømmen. Jeg forstod simpelthen ikke at der var andre muligheder. Først da jeg var så ilde tilredt omkring de 30 at min krop meget tydeligt sagt stop, så stoppede jeg, dog modvilligt men jeg gjorde det.

I dag ca. 15 år efter forstår jeg at det er muligt at svømme med strømmen og gå i land længere nede af bredden og gå derhen hvor jeg vil. Før troede jeg, at jeg så ikke kunne bestemme hvad jeg ville, at jeg bare skulle gøre hvad omstændighederne formede, men sådan er det ikke.

Det jeg i dag forstår ved at svømme med strømme er, så sandelig at følge mit hjerte, men være åben for at hjertet kan drive os rundt i manegen. Det at slippe og være med det der er, er at overgive sig til den situation man er i, trække vejret i den, lade den synke ind og så agere ud fra det, og derefter tage ved lære af den.  Når der er flow så er livet jo ingen sag, når der er modstand er det en anden sag og det er her vi kan lære så meget af vende medaljen.

Jeg tror på at når der er modstand så er det fordi vi skal lære noget. Når vi siger ”hvorfor sker det her altid for mig”, så er der især noget at lære. Hvis vi ikke lader os drive rundt af den situation vi er i, men prøver at trække vejret inde i den, så kan vi tydeligere se hvad det er vi skal lære.

Da jeg var i shipping branchen skiftede jeg job ca. hver tredje år. Jeg nåede at være tre steder efter min læretid og da jeg stoppede blev mit mønster meget tydeligt. Jeg havde indtil da bare syntes at det var en mandschauvinistisk branche og at cheferne var åndsvage.  Måske var branchen det og måske var de åndsvage, men faktisk kommer det ikke sagen ved…….
I virkeligheden tog jeg ikke min del af ansvaret. Jeg så ikke at jeg løb ind i de samme ting alle tre steder. Jeg tog ikke ansvar for det jeg skulle lærer, så det blev ved at ske og det blev bare hårdere og hårdere at være mig.

Det, der er blevet meget klart for mig selv i dag er, at jeg selv har 100 % ansvar for den situation jeg er i og at jeg kan vælge hvordan jeg vil håndtere den.

Hvis jeg havde været mere vågen ville jeg have stoppet op mange år før end jeg gjorde. Jeg havde så mange udfordringer og mit arbejdsliv var hårdt. Selvfølgelig fordi jeg ikke lyttede til mig selv. Jeg drønede derud af og syntes bare det var uretfærdigt.

I dag ved jeg at når livet udfordrer mig så er det fordi jeg er klar til at lære noget nyt. Jeg stiller mig åbent over for det og prøver at trække vejret ind i det og når jeg har gjort det i noget tid, så begynder jeg at slappe af og så kan jeg se situationen mere klart og agere derfra.
Når jeg giver det tid og trækker vejret så begynder jeg at aktivere både mit hjerte, min hjerne og min mavefornemmelse og når der er balance i alle tre centre så kan jeg tage en beslutning der følger mit hjerte, som er fornuftigt for mig og som mærkes rigtig.

Det er nogen gange svært, men nu har jeg været i processen så mange gange at jeg ikke bliver slået så meget ud af den og nemmere kommer igennem den og jeg er dybt taknemlig for min yoga- og behandlingspraksis, som i den grad har givet mig ro og styrke til at kunne håndtere det – til at håndtere livets gang.

Det er blevet mig meget tydeligt at kroppen afspejler hvor vi er mentalt. Jeg har aldrig følt mig så stærk fysisk som nu og jeg har aldrig følt, at jeg tør stå så meget på mine egne ben som nu. Jo mere jeg træner min kroppe på den sunde måde – det skal jeg fortælle om en anden gang – jo mere tør jeg tage ansvar for mit liv.

Så når du møder modstand næste gang i en situation eller i kroppen, hvilket i øvrigt ofte afspejler hinanden, så vend medaljen og se hvad din udfordring er, hvad din lære er og lær af livet, så bliver det med garanti nemmere og du vil have mere mod næste gang du møder modstand …..og ikke mindst. Det er total fedt at turde lade sig flyde med strømmen på ryggen med ansigtet mod solen og hjertet åbent for livet……noget helt andet end at kæmpe mod strømmen.

Jeg håber vi ses på yogagulvet eller til en behandling, men for nu

RIGTIG GOD SOMMERFERIE.

Kropsterapi gennem yoga og ayurveda

Sanum nyhedsbrev 17 september 2015

Hvorfor får nogen mennesker ondt i maven af rå gulerod? Hvorfor bliver nogen store om numsen og ikke andre steder? Hvorfor får nogen eksem og andre danner slim?

Ayurvedaen er en gammel indisk holistisk behandlingsform som bl.a. kan give svar på disse spørgsmål. Den giver gode, brugbare svar og behandlings forslag, og så er den tilgængelig  for os til brug som et hverdagsredskab. Et redskab som kan bruges til at passe på os selv og en måde til at forstå os selv på.

Hvorfor får nogen mennesker ondt i maven af rå gulerod? Hvorfor bliver nogen store om numsen og ikke andre steder? Hvorfor får nogen eksem og andre danner slim?

Ayurvedaen er en gammel indisk holistisk behandlingsform som bl.a. kan give svar på disse spørgsmål. Den giver gode, brugbare svar og behandlings forslag, og så er den tilgængelig  for os til brug som et hverdagsredskab. Et redskab som kan bruges til at passe på os selv og en måde til at forstå os selv på.

Fx når vi bliver tykke om numsen og ikke andre steder, så betyder det, sådan lidt groft oversat fra ayurvedaen, at vi har for mange tanker og hvis vi bliver ved i den retning så flyver vi væk fra os selv. Kroppen skaber balance ved at skabe tyngde ned ad til.

Når livet tager fart, er det ikke altid, vi har os selv med. Det går for stærkt. Er vi i denne tilstand for længe, så glemmer vi helt, hvad der er godt for os og ikke godt for os.  Ubalancerne eskalerer, og det bliver svært at komme retur. Nogen ender endda med alvorlig sygdom.
Ayurveda oversættes som ”viden om livet” og kan gennem forskellige redskaber hjælpe os til at møde disse ubalancer, dulme symptomerne, udrense, opbygget og ikke mindst styrke krop og sjæl, så vi er mere modstandsdygtige over for livets gang.

Herhjemme er ayurvedaen måske nu mest kendt i forbindelse med yogaen, og de to søstervidenskaber går også hånd i hånd og komplimenterer hinanden. Yogaen er gør det selv delen og ayurvedaen er behandlerdelen, sådan løseligt tolket. Begge filosofier har meget at byde på hver især, men sammen er det helt sublimt. Hvad hjælper det at få en masse behandling, og så ikke have et system til at vedligeholde det med? Eller når vi selv er i gang via vores yogapraksis, har vi nogen gange brug for hjælp. Yogaen kan så meget, men nogle gange skal vi holdes i hånden over gaden når trafikken bliver for heftig. Og det er her ayurvedaen/ behandlerdelen kommer ind.

I Danmark møder vi ofte ayurvedaen i forbindelse med yogaen i form af kostråd, teer og olier, men ayurvedaen har en behandlingsdel som er så unik og som desværre ikke er så kendt herhjemme endnu.  Nogle udbyder ayurveda vata olie behandlinger, men den oprindelige ayurveda behandlings forløb, Panchakarma ledet af en ayurvedisk læge, kender jeg kun fra mine ophold i Sydindien.

Jeg har siden 2003, flere gange om året været i Sydindien og konsulteret den ayurvediske læge Dr. Unni, som jeg i dag arbejder sammen med. Da jeg første gang mødte ayurvedaen, var det fordi, jeg trængte til massage. Jeg var på yogaskole og øm over det hele.  Jeg vidste intet om ayurvedaen men kunne efter bare første behandling mærke, at det var meget mere end ’bare’ massage. Jeg har heldigvis aldrig været alvorlig fysisk syg, men haft udfordringer med at åbne op for følelserne. Efter blot få behandlinger skete der noget og i en dybde, jeg ikke tidligere havde oplevet.

I dag udbydes mange forskellige behandlinger i Danmark som går dybt, og jeg er selv kropsterapeut og kan få en masse til at ske, men jeg finder alligevel ayurvedaen har noget meget specielt og unikt at tilbyde, som andet ikke kan.

En side som jeg ikke har set før er brugen af olie og urter. Olien bruges overalt på huden og i alle åbninger og det tog mig mange år at se, at noget så rent, organisk og simpelt som olie kan gøre så meget for et menneskes heldbred. Varm olie går helt ind til marv og ben, noget som jeg ikke kender fra andre behandlingsformer og med denne rette brug af urter, sker der virkelig nogen helt fantastiske ting. Og så uden bivirkninger. Det smager som ko møg, det lugter som ko møg, men det virker og så i så mange lag. Helt lavpraktisk smører det krop og sind så vi bliver mere bløde og fleksible. Fysisk har olien en fantastisk effekt på alt med led og knogler og ikke mindet på sindet. Olien går ind og smør vores nervesystem, så vi bliver mere rolige.
Det er igennem årerne blevet så tydeligt hvor meget olie kan tilføre en krop af gode ting.

En ayurvedisk behandling lægger i starten især vægt på, at fordøjelsen virker, så kroppen er klar til at slippe det affald der senere løsnes i forløbet. Derefter følger en udrensning og til sidst opbygger og styrker man kroppen. Panchakarma som et forløb hedder varer i sin fulde længde 42 dage, men bare på kortere tid fx 10 dage kan en masse ske.

Et behandlingsforløb består af mange forskellige enkelte behandlinger afhængig af hvad ens udgangspunkt er. Lægen og behandlerne aflæser din krop. I ayurvedaen bliver behandlingen tilrettelagt og målrettet efter hvilken type menneske man er (dosha), og hvor man står i livet. Derefter ser man på, hvilken ubalancer man har og hvilken type /energi ubalance det er.  Fx er jeg meget Vata af fødselskonstellation (prakruti). Men jeg kan fx have en stor Pitta ubalance, som viser sig ved f.eks. eksem. Ud fra denne information vurderer lægen hvilken behandling, der kan hjælpe mig og bringe min pitta i balance igen. Og som alt andet i Indien, er det en meget organisk proces. Behandlingen kan sagtens ændres dagen efter. Behandlingen tilrettes løbende efterhånden som kroppen reagerer. Reagerer man med angst, bliver forkølet eller andet, så lægges der en anden kurs. Vi er som udgangspunkt alle unikke og reagerer forskelligt, og derfor bliver behandlingen og tempoet forskelligt fra menneske til menneske.

Det som jeg især værdsætter ved ayruvedaen, er den feminine tilgang hvor tid og omsorg indgår. I vesten bliver en behandling meget ofte noget, der ’skal fikses og ordnes’, og gerne hurtigt så det ikke koster for mange dage i sengen. Ayurvedaen er typisk indisk rolig og en meget tålmodig proces, men som virkelig batter på den lange bane og som virkelig giver tid så vi også har os selv med. Hurtigheden og effektiviteten i vesten, giver nemlig ikke så meget ro til mentalt og følelsesmæssig omsorg og healing, hvilket gør at mange ikke kommer ordentligt på benene. Fx kan en simpel knæoperation, som fysisk er meget hurtig at fikse for en kirurg, godt tage årevis at komme over fordi den mentale og følelsesmæssige side ikke bearbejdes. Her har ayruvedaen helt klar en force. Den tager sig tid.

Jeg har personligt oplevet meget godt og også set mine kursister nyde stor fordel af et ayurvedisk forløb. Mine herpes udbrud er stort set forsvundet, trods jeg har haft det i svær grad siden jeg var 13 år og lever et fortravlet liv med selvstændig virksomhed, 4 børn og et aktivt fritidsliv. Jeg har haft kursister med alverdens skavanker som har fundet lindring og bedring såvel fysisk som mentalt. Især husker jeg en kvinde med sclerose som efter bare 12 dages yoga, meditation og ayurvediske behandlinger fik mere styrke og mod, så hun kunne tage 25 trappetrin op uden hjælpemidler eller støtte. Noget hun ikke mestrede inden hun gik i gang.

Men det kommer ikke af sig selv. Både yogaen og ayurvedaen kræver meget arbejde. Man skal ville det, og man skal arbejde for det, men så får man også stor belønning og ikke mindst mod på mere. Det bliver en livsstil at efterstræbe balance.

At behandlingerne foregår i Indien er en gave. Det ville være svært at få det samme outcome herhjemme både pga. urtepræperater, som ikke er tilgængelige her i de mængder, der foreskrives. Klimaet gør også meget. Mere varme og ikke mindst luftfugtigheden og så er kulturen en bonus, så selv den mest kantede vesterlænding kan blive lidt rundere i sit udsyn. Udfordringen er naturligvis, at der er en kulturforskel. Her oplever jeg at min rolle er vigtig som ’oversætter’, og det er ikke sproget, jeg mener. Det er ikke altid nemt at forstå konteksten og hvad der sker, og det kan gøre én ekstra fortvivlet, når man samtidig er meget sårbar pga. behandlingerne.

Jeg har siden 2003 været vejleder på yoga- og ayurveda-rejser til Sydindien på mere end 18 ture og kan kun anbefale,  i hvert fald først gang man er afsted, rejser med en vejleder.
Mange oplever at det er rigtig rart at spare med andre i en gruppe og få støtte og vejledning fra en som kender til ayurveda behandlinger, og kender til de reaktioner og følelser der kommer op til overfladen undervejs, så det bliver nemmer at tage det næste skridt.
Ayurveda er baseret på naturens love, som danner grundlag for hele videnskaben. Ayurvedaens grundelementer bruges bl.a. til at diagnosticere efter.

vata  æter og vind, som vinde blæser, den tørrer og virvler rundt, nytænkende
pitta ild og vand,  ilden kan konsumere og brænde noget op, kan være hurtig og  buldrende
kapha  jord og vand, jorden holder på fugt, den er ”solid” og rolig, kan dog være for tung, har substans og kraft når den først kommer igang

 

Oplev dig selv lidt dybere

Sanum nyhedsbrev 1. november 2015

Med forbehold for, at jeg er meget krops nørdet så våger jeg alligevel pelsen og skrive om hvorfor det er så vigtigt at have kroppen med.

Vi lever i et hovedsamfund hvor vi negligere kroppen til et knæ eller en øm skulder. Når kroppen ”snakker” til os, når den gør ondt, så prøver den faktisk at sige noget til os, men mange gange sige vi bare ”den dumme krop, nu gør den ondt igen”.  Vi glemmer simpelthen at hylde og ære så fantastisk en skabning vores krop er. Vores krop er en del at os, hvad vi tænker og føler, og er et direkte udtryk af den person vi er.

Med forbehold for, at jeg er meget krops nørdet så våger jeg alligevel pelsen og skrive om hvorfor det er så vigtigt at have kroppen med.

Vi lever i et hovedsamfund hvor vi negligere kroppen til et knæ eller en øm skulder. Når kroppen ”snakker” til os, når den gør ondt, så prøver den faktisk at sige noget til os, men mange gange sige vi bare ”den dumme krop, nu gør den ondt igen”.  Vi glemmer simpelthen at hylde og ære så fantastisk en skabning vores krop er. Vores krop er en del at os, hvad vi tænker og føler, og er et direkte udtryk af den person vi er.

Kom ægget eller hønen først?  Det er der jeg står, når jeg prøver at opklare hvad os er, om hvem vi mennesker er. Men en ting kan jeg mærke og har erfaret både fra min egen vej og gennem klinisk erfaring, det er, at vi ikke kommer uden om kroppen. Vi kan ikke tænke os til det, vi kan ikke tænke os til livets gang. Det skal også føles og mærkes. For det ene går ikke uden det andet. I hvert fald ikke i den form, som de fleste af os kalder mennesker – kalder livet. Var vi ét, kunne livet være alt, men dér er jeg ikke, så det springer jeg over lige nu.

Vores krop er en skabning, der kan omforme vand og mad til krop. En skabning der kan udrette mirakler, hvis vi lader den.  Jeg er ikke i tvivl om, at vi har evnen til at heale os selv for alt, på et split sekund, hvis vi overgav os 100 % og lod kroppen gøre sit arbejde.(Men vi holder). Vi holder fast. Vi har så klare billeder og mønstre af, hvad vi synes er rigtigt og om hvordan tingene skal være. Der er så dybe riller i pladen, at vi konstant kører i hak og jo mere pladen kører i hak jo dybere bliver rillen og jo sværere er det at komme op af den.

Vi bruger så meget energi på at holde fast på en masse billeder og former, som vi fx har fået fortalt er rigtige.  Ja, måske rigtigt for èn, men ikke nødvendigvis rigtigt for andre. Vi holder fast med hoved og vores krop former sig derefter. Vores krop er nemlig et meget klart ydre udtryk, af vores indre dialog.  Af vores tanker, som får os til at føle og som så ofte får os til at agere eller låse os fast.

Rent håndgribeligt så fylder hovedet ca. en 10ende del af en menneskekrop. Hjertet er placeret i kroppen ikke i hovedet, så hvorfor tillægger vi hovedet og tankerne så megen energi, når det kun er en 10ende del? Jeg tænker, sådan rent praktisk, at der er en grund til at kroppen er så stor i forhold til hovedet og at hjertet er placeret lige dèr hvor det er? Jeg tænker også, at noget så vildt som det at skabe et barn og føde det sker gennem kroppen. Det er vel liv er på sit højeste.
Jeg tænker at vi til dagligt skal tillægge kroppen 9/10 af opmærksomhed og hoved 1/10, så er vi meget bedre stillet. Men desværre er det ofte omvendt. Det bliver bare ved det ømme knæ og den dårlige skulder. Men tør vi gå derned gennem vores åndedræt, er der en verden af ro og lykke og ikke mindst kærlighed.

Når vi har åbne øjne sammenligner vi os konstant med andre og det kan få os til at føle os dårligere og ikke gode nok, etc., men lukker vi øjnene så er det ofte ok at være den vi er.

At sætte sig og lukke øjnene er at gå på opdagelse i os selv, det er at vende blikket indad og tør vi trække vejret ind i det der er, ind i den vi er, med alt hvad vi rummer, så er det, det samme som at give os selv kærlighed på højt plan. Og der er ikke noget kærlighed ikke kan heale.
Det at sidde og bare mærke hvad der er, er det man kalder meditation.

Dog kan det være en stor mundfuld bare at sidde og mærke hvem vi er, især hvis vi har brugt hele livet til at løbe væk fra os selv. I grelle tilfælde kan vi komme så langt væk fra os selv, at vi ikke engang tør lukke øjnene.

Det er derfor at yoga i den grad har sin ret. Yoga er i virkeligheden egen terapi. Det er en form hvor vi kan møde os selv i bevægelse, hvilket er en mildere vej end bare at sidde og være med det der er, gennem meditation.  Og meget essentielt, ingen af delene virker, hvis vi IKKE trækker vejret ned i maven.  Så er det bare et overgreb på kroppen om at gøre den smidig eller tvinge til den at sidde stille gennem ”holde fasthed”.

Hvis vi har mod på at møde os selv, er det ofte tåleligt at møde os selv til yoga èn gang om ugen. Yoga èn gang om ugen kan holde os status quo. Har vi derimod fået blod på tanden og gerne vil opdage os selv lidt dybere, så skal vi turde tage et par skridt videre ind i os selv fx via en fordybelses dag, en behandling, en workshop, et fastekursus eller på en yoga- og behandlingsferie til Indien.
Alt sammen noget, alt sammen et set up, en ramme, som giver tryghed og ro til at gå videre ind i sig selv, ind i det der er.

Sagt på en anden måde, det spøgelse vi løber væk fra slider os, men hvis vi nu vender os og kigger på det, og kigger på det mange gange, så begynder det lige så stille at mister sin værdi og så tør vi lige så stille begynde at gå hen imod det og en dag tør vi måske hive tæppet væk og se hvad der gemme sig bag ved.

Har du mod på at opleve dig selv lidt dybere, så er du meget velkommen til Kropsterapeutisk yoga om tirsdagenpå Frederiksberg eller lørdag d. 28. nov. til heldags workshop, hvor du intenst og kærligt møder dig selv gennem yoga, meditation, øvelser og snak.

Jeg glæder mig til at møde dig.