Forfatterarkiv: sanum

Når orkanen kommer

Sanum nyhedsbrev 7. december 2015

Jeg har det sidste halve år været i den mest intense periode af mit liv. Jeg er blevet udfordret på så mange planer – og i så mange lag. Lige nu er det nærmest umuligt at fatte, hvordan jeg kan stå og være i det. Men det kan jeg! Jeg føler – og jeg mærker, at jeg er levende. Hver eneste dag mærker jeg min krop, mit liv, mine følelser – og de bevægelser de er,  både i form af glæde, men i denne tid særligt gennem den smerte og sorg, der er tilstede i mit liv lige nu………..

Jeg har det sidste halve år været i den mest intense periode af mit liv. Jeg er blevet udfordret på så mange planer – og i så mange lag. Lige nu er det nærmest umuligt at fatte, hvordan jeg kan stå og være i det. Men det kan jeg! Jeg føler – og jeg mærker, at jeg er levende. Hver eneste dag mærker jeg min krop, mit liv, mine følelser – og de bevægelser de er,  både i form af glæde, men i denne tid særligt gennem den smerte og sorg, der er tilstede i mit liv lige nu.

Mine følelser pulserer gennem min krop, og selvom de er smertefulde, så ved jeg, at de er med til at gøre mig levende, fordi de er i bevægelse. Jeg kan mærke, at det, at mine følelser er i bevægelse – at de kan passere gennem mig, er min redning, min healing. Når livet bliver så usikkert, som det er for mig i denne tid, så er det min tillid til at bevægelsen er min vej til healing, der giver mig styrken til at stå igennem det.

Jeg kan mærke, at det lige netop er den bevægelse – at jeg lader mine følelser være levende, at jeg er til stede i dem og mærker dem, der gør, at jeg kan stå oprejst. Det har været meget paradoksalt for mig at opdage, at jeg i denne periode – med så meget sorg og smerte – aldrig har følt mig så stærk som nu. Det er ikke en styrke, der har taget form af vrede, frustration, vilje eller trods – men derimod en styrke, der er drevet af et åbent hjerte – mit håb, min kærlighed og min tillid til livet.

Helt basalt, og det jeg mærker så tydeligt lige nu er, at det vi ikke dør af bliver vi stærke af.  Jeg kan mærke at sorgen og smerten er bevægelig, den har ikke sat sig fast og det er det der gør mig stærk. Smerten og sorgen bliver en del af min bevægelse og det er den bevægelse der giver mig healing og frihed.

Det er som om smerten og sorgen blender sig med  livsenergien og derved bliver det en ingrediens, som bliver en del af det liv der er i mig og ikke en klump der ligger og spærrer og lukker for flowet, for livet.

Så istedet for at blive en tung massiv følelsesklump, der ligger og blokerer for livskraften og livets flow, så bliver følelserne en drivkraft af kærlighed, tillid og håb, der åbner op og giver nye muligheder.

Når bevægelsen stopper, når følelserne skaber blokering for livets flow, så er det, at problemerne opstår. Det er disse blokeringer, der stille og roligt begynder at æde os op indefra. Det er det, der kan dræbe os – måske ikke på sekundet, men langsomt over tid, hvis vi ikke tør se det. Det er min overbevisning, at livet vil os så meget, at vi får mange muligheder og chancer for at  se og vælge det, der er det bedste for os. Men griber vi ikke de muligheder og chancer, der gives til os og blot forsætter, som vi altid har gjort – ja, så forsætter det med at æde os op og tære på livsenergien, indtil der ikke er mere tilbage.

Så spørgsmålet er:

Tør vi vælge livet – eller fortsætter vi med at overleve livet?

Det er vigtigt at huske på, at hvor der er en vilje, er der et håb. Så tør vi gribe chancen, gribe livet, så er alt muligt. Som indianerne så fint siger det: “Når der er orkan på prærien, så flygter alle, men ikke bisonoksen. Den vender sig i stedet mod stormen, og går igennem den.” Vi kan ligeså godt lukke cirklen og møde smerten med det samme i stedet for at lukke ned og bære rundt på noget, der vil dræne vores livsenergi resten af livet. Så tør vi vende os mod orkanen og se, mærke, føle, anderkende og til sidst trække vejret ind i den – ja, så er det ren kærlighed. Og der er ikke noget som selvkærlighed ikke kan kurere.

Hvad er selvkærlighed?

Selvkærlighed kan have mange former, men en ting, der slår mig igen og igen, er, at vi i forbindelse med kærlighed til os selv på ingen måde kommer uden om kroppen. Hver gang jeg har oplevet noget, der har fået mine følelser til at stagnere, har jeg fluks været opmærksom og sørget for at sætte dem i bevægelse.

For mig har det betydet, at jeg har svøbt mig i min egen yogapraksis, fået kropsbehandlinger, deltaget i kurser, gået til terapi, forkælet mig selv med vinterbadning og sauna og smurt mig selv ind i kærlig omsorg med olier. Jeg har ladet havet rense mig og vinden tage mine skrig af sorg og smerte – og alle disse mange forskellige redskaber har gjort, at mine følelser ikke er stagneret, men forsat bevæger sig gennem mig og gør mig levende.
Istedet for at give sorgen og smerten plads til at sætte sig fast, har jeg tilladt det modsatte – ved hjælp af mange års praksis og observation af mig, er jeg blevet mere obs på når følelserne sætter sig fast og været bedre i stand til at skubbe dem i bevægelse.

Det har givet mig styrken til at gå mod orkanen i stedet for at flygte og givet mig modet til at række ud og bede om hjælp, når jeg har haft brug for det.

Som kropsbehandler, yogaunderviser og intuitiv vejleder glæder jeg mig hver dag over, at jeg ikke kun står og mærker livet pulsere frit i min egen krop, men også har muligheden for at hjælpe andre mennesker til at mærke livet bevæge sig. At få lov til at være en del af den bevægelse orkanen sætter i gang hos både mig selv og andre er en velsignelse, som jeg dagligt føler mig taknemmelig for.

Jeg glæder mig til at møde dig i orkanens på briksen og/eller til en Sanum-session med yoga og vejledning.

Rigtig glædelig jul og godt nytår

Smil Rikke

 

 

Kunsten at være med det der er

Sanum nyhedsbrev 4 januar 2016

Julen – ja helligedage generelt – er gode dage til at lære sig selv bedre at kende. Vi er ofte ”tvunget” til at kaste os ind i løvens gab, til at sætte os til bords klemt inde i små rammer med familien. Det er ofte både fantastisk og forfærdeligt på en og samme tid.  Vi vil så gerne – og glæder os ofte ganske meget for så at sande, at det er ganske udfordrende uden helt at kunne sætte ord på, hvad det præcis er, der udfordrer os. Men det at stille sig der – midt i løvens gab – er faktisk essensen af at praktisere yoga i fuld flor. Hvis vi tør blive i det, der er med et åbent sind og hjerte, så kan vi få en masse svar om, hvorfor vi gør, som vi gør – og kan vi acceptere det og kan vi trække vejret ind i det, ja, så kan vi heale os selv.

Når man laver yogaøvelser, så øver man sig i at tackle livets gang. Når man ligger i en øvelse og formår at trække vejret ind i spændet, ind i smerten, så er det det samme, som når vi øver os på at stå i livet og trække vejret ind i det, der nu er. Forskellige yogaøvelser afspejler forskellige energier, vi som mennesker besidder fra fødslen af – men som af mange af os er blevet nedtonet af at skulle passe ind i en bestemt familie eller et bestemt samfund etc. Men besidder vi egenskaben til at overgive os til det, der er – netop det man gør, når man folder sig sammen i en yogaøvelse, så har man nemmere ved at håndtere forskellige situationer i livet.

Sandheden er, at vi ikke kan kontrollere, hvad der sker omkring os. Vi kan ikke forvente noget af andre – men blot observere og se, hvad der er, hvad der sker – og så forholde os til det. For når vi forventer en masse og prøver at kontrollere, hvad der skal ske – så bliver vi ofte skuffede og kede af det. Nøglen er i stedet at observere, trække vejret og give sig selv plads, selvom det vi oplever måske er urimeligt, træls eller irriterende. For derigennem ligger healingen og friheden. Blot det at kunne acceptere det der er, giver os som mennesker en stor frihed – og uden det måske ændrer noget konkret – ja, så kan det i sig selv være healende.

Man kan sige, at jo mere vi øver os på yogagulvet – jo mere er vi klar til at tage denne praksis med os ud i livet og måske endda konfrontere os selv. Eller sagt på en anden måde vi er klar til at gøre vores karma. Karmayoga er vores egen spejling af det liv, vi ønsker os. Når vi fx siger noget hele tiden, så kommer det til os. Vi ser det ofte ikke i nuet – men nogle gange er vi så heldige, at vi åbner os op til livet og får indsigt i det, der er og det, der sker – og så ser vi som regel også, at den situation, vi står i, er der af en grund. Vi kan endda nogen gange gå så langt som til bagefter at kunne se, at det vi gennemgik, var det rigtige.

Men indsigterne får vi kun, når vi åbner os op for livet, når vi tør stille os derude, hvor vi er uden fast grund. Fx til en familiejulefrokost. Når vi tør sidde i det følelsesbombardement, der ofte er tilstede af familievaner og mønstre, og blot observere og trække vejret med et åbent sind og hjerte uden at agere i det, så har vi muligheden for at få svar og se mønstrene klart. På den måde kan vi tilegne os muligheden for at lære, hvorfor vi gør, som vi gør – og bare den indsigt kan være nok til, at vi giver slip på et gammelt mønster, så det i stedet for at være en byrde, vi bærer, blot bliver en del af os og vores historie. På den måde kan vi undgå at blive slidt og drænet af låste følelser, som vi uundgåeligt vil reagere på, hver gang de bliver tricket.

Det er ofte dybe familiemønstre, der spænder mest ben for os i livet, og turde vi se dem for det, de er, og trække vejret ind i dem, så ville vi give os selv muligheden for at gå  ”straight forward” uden hele tiden at spænde ben for os selv.

Teenagertiden, der er tiden, hvor nogle mennesker tager sit opgør med forældrene, er faktisk den naturlige periode, hvor vi klipper strengene til mange familiemønstre og vaner. Så de teenagere, der tillader sig det – dem, der tør flippe ud og sige, at alt der derhjemme noget lort for senere i livet at erkende, at noget faktisk virkede og andet ikke gjorde, de er faktisk godt stillet til livet. De har allerede klippet en del at trådene og frigjort sig… Men husk! Det er aldrig for sent at tage sit teenageopgør. Jeg tog det først som 30-årig – men jeg gjorde det! Sandheden er, at det nok ikke bliver pænere af, at man er ældre, når man “gør oprør” – men det virker. Så min opfordring til jer er: Kast jer ud i det og husk, at det kun er en periode. Sig undskyld og nyd så, at du tør give dig selv plads til at reagere og heale dig selv.

Med disse ord ønsker jeg jer alle et godt nytår. Jeg håber, at I vil tage livet i egen hånd og gøre det, der vil gøre jeres år til et lærerigt og godt år for jer. Udlev jeres karma og mærk livet så sårbart og samtidig helt fantastisk, som det er.

Er du usikker på, hvordan du springer ud i det, så kom til yoga og oplev, hvordan det også kan øves.

Jeg håber, at vi ses på yogagulvet i morgen eller onsdag til øvelsen i af “at være med det der er.”

Smil Rikke

At lukke øjnene

Sanum nyhedsbev februar 2016

Når jeg lukker øjnene, så mærker jeg, at alt er, som det skal være. Jeg mærker åndedrættet bevæge sig. Jeg mærker min krop og min mave og finder ro. Jeg observerer mine tanker. Nogle gange er der meget på spil, og andre gange er der helt roligt.

Jeg mærker, at selv når livet er intenst, så er jeg ikke bange. Heller ikke i disse tider, hvor alt er åbent, og intet har sin plads og usikkerheden ofte melder sig. Jeg kan mærker, at der er helt roligt, og jeg har fuld tillid til, at livet udfolder sig på den måde, som det skal lige nu. Jeg mærker en god fornemmelse for der, hvor jeg står generelt – med alt den bevidsthed jeg nu har.

Men hvad sker der så, når jeg åbner øjnene?

Det bliver meget tydeligt, hvor meget jeg bliver påvirket af mine omgivelser, så snart jeg åbner mine øjne. Hvor meget jeg bliver bombarderet af livets puls og af omgivelsernes og samfundets konstante vibrationer. Jeg mærker, hvor meget menneskers holdninger, anskuelser og følelser påvirker mig. Det er som at stå i et stormvejr af informationer. Som at stå med front mod vinden og tage imod blæsten af input. En storm, der kan føles som om, at den bruger alle sine kræfter på gerne at ville blæse mig omkuld – ikke bevidst og af ondskab, men fordi det nu engang blæser den vej. Jeg mærker, hvor svært det er at blive stående. Hvor svært det er at give mig selv lov til at være mig.

Jeg bliver hele tiden trukket i alle mulige retninger og mærker, hvor meget tyngde mit fundament skal have for at kunne blive stående. Det er så svært at være tro mod det, der er i mig, og som føles rigtigt for mig – og samtidig være i stand til at være åben for, hvad omgivelserne byder ind med og responderer på.

For samtidig med at øve sig i at stå i stormen af påvirkninger fra omgivelserne uden at vælte, er der netop også en fin lære i at turde lytte til den respons, vi får fra andre mennesker. Det er en balance, der kan være svær at mestre. Det er ikke altid så let at se sig selv, så det at turde lytte til sine omgivelser kan være en fin læring for os på vores vej mod at lære os selv at kende.

Jeg tænker, der altid er en grund til, at vi får en bestemt respons fra vores omverden. At der er en højere mening med, at vi står i en given situation på et givent tidspunkt i livet. Jeg tror dybest set, at vi selv vælger at sætte os netop der, fordi der er noget vi skal lære. Noget vi skal se.

Vi bliver nødt til at stå midt i livet for at lære, hvad vi skal lære – så det at lytte til, hvad folk omkring os siger til os, kan have en ekstrem stor værdi. Men ikke nok med det. Samtidig skal vi også være i stand til at skelne mellem de informationer, vi modtager. Hvad er andres læring og input til os? – og hvad er deres egen historie og deres egen læring til dem selv? Det kan være en udfordring at lave denne skelnen. Vi har alle en historie med os, en måde vi ser verden på. Det er ofte meget præget af, hvad vi har med os fra vores barndom og de omgivelser vi er vokset op i. Har vores forældre haft et blåt filter på, så har vi det ofte også.

Derfor kræver det at lytte til andres input også stor årvågenhed. Årvågenhed i at lytte og skelne mellem hvad, der er feedback på ens eget og en hjælp til vores udvikling, og hvad der er de andres historie og udviklingsproces. Da jeg f.eks. skulle føde mit første barn, der var en sædefødsel, var det meget tydeligt at mærke andres frygt. Det var svært for mange at lade mig stå med min fornemmelse af, hvad der var rigtigt for mig i den situation og ikke mindst at håndtere afvisning fra hele to hospitaler, der ikke ville lade mig prøve en naturlig fødsel. De ville give mig kejsersnit. Men det var deres frygt. Ikke min. Så det at mærke efter og føle, at jeg ikke var bange for fødslen og derefter navigere i de informationer, jeg fik udefra, så jeg ikke blev påvirket, var en stor opgave. Men jeg var ikke bange og ville gerne prøve at føde hende naturligt. Jeg forblev tro mod det jeg mærkede og havde en fantastisk ukombliseret og fin fødsel.

Så længe vi er afklarede med vores historie, vores opvækst og alt, hvad vi har oplevet indtil nu, så er vores historie en gave, en styrke og en kraft, der kan tage os så langt, vi ønsker. Men på samme måde er de ting, som vi ikke har forliget os med i vores historie det modsatte. De ting, vi ikke ønsker at se, har fortrængt eller ikke ønsker at tilgive, tynger os ned og gør, at vi ikke kan se verden så klart. De lægger et filter ind, der gør, at det bliver svært at skelne. Et eksempel på, hvordan ens filtre kan hæmme et menneske i at nyde livet, som det er, er fx hvis en pige siger til en anden pige: “jeg bryder mig ikke om din kjole” og den anden hører det som “Jeg kan ikke lide dig” i stedet for at høre, hvad der reelt bliver sagt.

Der er også det aspekt, at vi som mennesker ikke altid er så åbne for at høre, hvad andre har at sige til os. Det er ikke altid så nemt at tage imod respons og input fra omverden eller kritik, som det oftes kaldes i daglig omtale. Jeg er ikke så glad for ordet “kritik”, men tror mere på, at vi skal lytte til, hvad andre siger og så give det omtanke bagefter og stille spørgsmålet:  hvorfor vælger de mon lige netop at sige det til mig?

Så at modtage andres observationer af os selv uden at skubbe det væk og fornægte det, men i stedet bare være åben og lytte – og samtidig skelne mellem, hvad der er vores og andres, kan være en meget lærerig proces og en stor gave til bedre at kunne se os selv mere klart.

Og der en dimension mere. For ser vi nærmere på de tætte relationer, er der nemlig samtidig en masse følelser ind over, der gør det endnu mere svært at se klart.

At kunne navigere og skelne imellem alle disse lag kræver, at vi kender os selv rigtig godt. At vi tør lære os selv at kende. At vi tør møde vores dæmoner og vores skyggesider, som nogen kalder dem. At vi tør se os selv, hvor vi står, hvor vi er – også når vi står i dybt vand og bruger vores egenskaber uhensigtsmæssigt. Når vi bruger dem til at holde os selv fast i vores eget fængsel. Vi er desværre vores egen værste fjende, og hvor meget vi end gerne vil give omstændighedernes eller andre mennesker skylden, så er det os selv, der spænder ben for os selv.

At se sig selv er stort. At anerkende hvad – og hvem – vi virkelig er, er stort og kan give en enorm frihed. Og endnu størrer hvis vi kan tage ansvar for det og være præcis den, vi er, med alt hvad vi har med os.

Så det at stå med alt det, der er – at turde sidde stille og lukke øjnene og bare være med alt, hvad der er, er en fantastisk lære til livet i alle slags situationer – gode som udfordrende.

Den yogaøvelse, der hedder stolen, er en fantastisk øvelse i netop at lære at stå med det, der er, og ikke mindst øve sig på at tage ansvar for det. Den handler om at synke ned i den, vi er. Synke ned i benene og acceptere. Stolen gør os opmærksom på hvor megte krudt vi bruger på at “holde os oppe”, på at overleve livet, istedet for at være i livet. Stolen giver åbne og stærke lår, så vi kan stå i livet uden at blæse omkuld. Jo mere vi tør synke ned i benene, jo stærkere bliver vi – og jo mere rustede er vi til at tage imod livet. Endda helt uden at holde i en sikkerhedsline eller have paraderne oppe, men med det åbent hjerte.

På kropsterapeutisk yoga holdene om tirsdagen på Frederiksberg udforsker vi hvad det vil sige, at stå i livet, istolen. Håber vi ses til den åbne prøvetime d. 8 marts. kl. 17.30 eller 19.00.

Smil Rikke

At se bag det umiddelbare

Sanum nyhedsbrev 5 marts 2016

I skrivende stund sidder jeg på en terrasse i skygge for solen i Indien og filosoferer over, hvad det vil sige at være væk. Jeg sidder og tænker på, hvad meningen med at være væk fra mine vante omgivelser egentlig er. For selvom jeg har været i Indien mange gange før med et hold kursister, så er det meget særligt i år, da jeg er afsted uden familien.

Jeg har de sidste otte år haft dem med mig, og især det ikke at have børnene med fylder for mig. Jeg har de sidste otte år været meget mor og har kun været væk fra dem i 2 x 1 uge. Derfor er det utrolig tomt og samtidig meget dejligt at have tid alene. Inden jeg fik børn, var jeg ofte på en eller andet form for retreat eller kursus, men sådan har det ikke været de sidste otte år. Der har jeg ikke været sådan helt alene afsted.

Det, der især bliver tydeligt ved at være afsted alene og væk fra det vante, er muligheden for at se tingene mere klart. Der er plads til, at jeg kan se det hele lidt mere fra oven. Nu, hvor jeg har fået luft, kan jeg se, at jeg derhjemme har en tendens til at låse mig fast i min vante hverdagsrille. En rille som jeg har arbejdet mig ned i stille og roligt over tid, og som jeg nu har svært ved at se op fra. Jeg kan mærke, at det formørker mit udsyn og forstår, at jeg stadig har en tendens til at gøre tingene større, end de er. De får lov til at fylde mere end, hvad der er sundt for mig.

Det at tage væk løfter os op, og det gør, at vi kan se det store billede istedet for det, der kun lige er foran os – det umiddelbare og øjeblikkelige, der så ofte ender med at lede os på vildspor. Vi reagerer umiddelbart og flytter os – men tør vi blive stående, trække vejret ind i det og mærke efter istedet for at løbe væk, så har vi alle muligheder for at se, hvad der virkelig er.

Inden jeg skulle afsted til Indien, var min ældste datter meget sur på mig og skubbede mig væk. Jeg spurgte ind til det, men hun var bare sur på mig. Jeg lod hende vide, at sådan som jeg så det, så så det ud som, at om hun var ked af over, at jeg skulle afsted alene, og at det nok ville hjælpe hende at blive trøstet af mig. Jeg sagde til hende, at jeg var der for hende, hvis hun ændrede mening, men hun afviste mig igen. Så gik der ganske kort tid, hvorefter hun kom grædende i mine arme og sagde, at jeg ikke måtte tage afsted. Så det, der så ud som umiddelbar surhed og vrede, var egentlig bare et ‘cover up’ for en dyb sorg over, at jeg skulle afsted uden hende.

Det viser, hvordan det ikke at reagere på det umiddelbare, men i stedet lige stoppe op og trække vejret, gør, at vi meget bedre kan fornemme, hvad der i virkeligheden er på spil. Det gør os i stand til at se, hvad der ligger bag ved ordene og giver os dermed muligheden for at se, hvad det bagvedliggende issue er.

Det er fuldstændig det samme, jeg gør, når jeg behandler. Når jeg har en Sanum session, en kropsterapeutisk behandling eller en vejledning, så  hjælper jeg klienter til at se, hvad der ligger bag. Hvad ligger der bag et hold i ryggen, en skæv fod, en depression eller stress? Hvad ligger der bag valget af ord – bag det umiddelbare?

På mine fordybelsesdage inviteres jeg også til at se, ‘det der er’ mere klart. Det, at gå på opdagelse i den impuls der er, i det der bevæger sig på det givende tidspunkt med fordybelse og opdagelse gennem yoga og meditation, dialog og øvelser, giver også mulighed for – i en lille skala – at se hverdagsrillen lidt mere klart.

Så, når jeg sidder her på min terrasse i mit skyggefulde område langt væk fra Danmark, så mærker jeg, at det at fordybe mig – at give mig selv plads til at tage væk fra hverdagen – det giver mig opmærksomhed på, hvad det er, jeg gør. Det giver mig muligheden for at se det hele mere klart. Det er det allerbedste redskab til at se, hvad der ligger dybere nede end det umiddelbare – både i os selv og i andre.

Jeg glæder mig til at fordybe mig med dig

Smil Rikke

Mørke vinter måneder

Det er så nemt at skyde skylden på vejret. At det er mørkt og koldt. At det er skyld i at man bliver trist og deprimeret og ikke får lavet noget, men det som vi glemmer er, at vi selv kan vælge. Vi kan vælge om det skal være vores modstander eller lade os glide med livets gange/ naturen og få det bedste ud af det og bruge det til noget.

Om vinteren går bjørne i vinterhi. En form for søvn, hvor livsfunktionerne reduceres. Bl.a. udskille den ingen affaldsstoffer under vintersøvnen, men omdanner fx urin til protein, som modvirker tab af muskelmasse.

Det jeg vil fortælle med det om bjørne er, at lige netop den mørke tid kan bruges til så meget konstruktivt og givende for os som menneske, hvis vi overgiver os til naturens gang.

Som i Yin/Yang tegnet. Den feminine side er den sorte side, den indadvendte side. Det er her vi kan fordybe os og slikke vores sår og reflektere over det vi går igennem i livet. Vi kan pleje os selv og være kreative. Det er her vi kan grounde os selv, så vi bliver klar til foråret hvor vi igen kan begynde at spirer.

Uden at vide det, har jeg de sidste mange år gået i vinterhi og gjort lige netop som bjørnen.  Om vinteren er jeg mere inde. Jeg bruger tiden på meditation og stille yoga. Jeg går en masse i sauna og dampbad. Jeg læser og skriver og er kreativ bl.a. sammen med mine børn.  Jeg tager på kurser og prøver forskellige ting. Jeg vinterbader og klæder mig godt på og går lange ture.

Om foråret faster jeg. Så udrenser jeg alt det jeg ikke har brug for, som jeg har fået kendskab til over vinteren, både fysisk og mentalt og så om sommeren er jeg klar til at blomstre og folde mig ud. Men hvis vi bliver i sommertempoet/Yang energien/den udadvendte energi/, den hvide farve i yin/yang tegnet hele tiden, så ville vi bliver slidte og køre død.  Alt med måde eller som yoga er en go lærer i – balance.

Balance – hvordan?
Ja hvordan finder man så balance? Hvordan finder man ud af hvad redskaber der virker, så man kan finde balancen?
Lyt til din mavefornemmelse. Du kan altid mærke når du er på rette vej. Selvom der er udfordringer så er der et bestemt flow, en hvis let energi. Det kan være subtilt i starten og svært at mærke, men bliv ved….som yogaen forskriver vedholdenhed og tålmodighed. Igen, igen og igen……..
En af de ting yoga også har givet mig er, at blive mere klar på min mavefornemmelse så jeg kan mærke hvad der er godt for mig og hvad der ikke er godt for mig. Og så har min nysgerrighed og min nogenlunde intakte ”jeg er lige glad hvad andre tænker” hjulpet mig. Jeg har prøvet en masse forskellige ting. Noget sidder lige i skabet med det samme som fx yogaen var/er for mig, andet har været en oplevelse, men ikke noget jeg har kunne bruge og andet igen har jeg ikke været klar til.

Så min julegave til jer fra mig er:
Spring ud i livet. Dum dig og lær. Brug de mørke måneder på at græde over det og slik dine sår og spring så ud igen når foråret kommer. Bliv ved, bliv ved og bliv ved, igen og igen og igen. Og det der er så fantastisk er, at vi kan mærke at vi bliver bedre. Som med alt andet, når vi øver os, så sker der også noget.

Ha en fantastisk mørk og indadvendt glædelig jul og et nysgerrigt og modigt nytår.
Smil
Yoga Rikke

Generelle oplysninger

Sanum holder til følgende steder:
NOR, Hejrevej 30, 3 sal, KBH NV
Dyssekilde station- klinik fællesskab – Stationsvej 1, 3300 Hundested, Torup
Grace Tours / Priya Shala, Østerbrogade 52, 1 tv, 2100 Kbh. Ø
Dyssekilde yoga center, Røjlegården, Torupvejen 98, 3390 Hundested
Manuvision Huset – klinikfællesskab – Bernhard Bangs alle 25, 2 sal, 2000 Frb.

Firmaoplysninger:
Merkur Bank  8401 1084617
Cvr nr.:  2728 8286
Faktura adr.: Sanum v/ Rikke Hansen, Liselejevej 75 b, 3360 Liseleje