At se bag det umiddelbare

I skrivende stund sidder jeg på en terrasse i skygge for solen i Indien og filosoferer over, hvad det vil sige at være væk. Jeg sidder og tænker på, hvad meningen med at være væk fra mine vante omgivelser egentlig er. For selvom jeg har været i Indien mange gange før med et hold kursister, så er det meget særligt i år, da jeg er afsted uden familien.

Jeg har de sidste otte år haft dem med mig, og især det ikke at have børnene med fylder for mig. Jeg har de sidste otte år været meget mor og har kun været væk fra dem i 2 x 1 uge. Derfor er det utrolig tomt og samtidig meget dejligt at have tid alene. Inden jeg fik børn, var jeg ofte på en eller andet form for retreat eller kursus, men sådan har det ikke været de sidste otte år. Der har jeg ikke været sådan helt alene afsted.

Det, der især bliver tydeligt ved at være afsted alene og væk fra det vante, er muligheden for at se tingene mere klart. Der er plads til, at jeg kan se det hele lidt mere fra oven. Nu, hvor jeg har fået luft, kan jeg se, at jeg derhjemme har en tendens til at låse mig fast i min vante hverdagsrille. En rille som jeg har arbejdet mig ned i stille og roligt over tid, og som jeg nu har svært ved at se op fra. Jeg kan mærke, at det formørker mit udsyn og forstår, at jeg stadig har en tendens til at gøre tingene større, end de er. De får lov til at fylde mere end, hvad der er sundt for mig.

Det at tage væk løfter os op, og det gør, at vi kan se det store billede istedet for det, der kun lige er foran os – det umiddelbare og øjeblikkelige, der så ofte ender med at lede os på vildspor. Vi reagerer umiddelbart og flytter os – men tør vi blive stående, trække vejret ind i det og mærke efter istedet for at løbe væk, så har vi alle muligheder for at se, hvad der virkelig er.

Inden jeg skulle afsted til Indien, var min ældste datter meget sur på mig og skubbede mig væk. Jeg spurgte ind til det, men hun var bare sur på mig. Jeg lod hende vide, at sådan som jeg så det, så så det ud som, at om hun var ked af over, at jeg skulle afsted alene, og at det nok ville hjælpe hende at blive trøstet af mig. Jeg sagde til hende, at jeg var der for hende, hvis hun ændrede mening, men hun afviste mig igen. Så gik der ganske kort tid, hvorefter hun kom grædende i mine arme og sagde, at jeg ikke måtte tage afsted. Så det, der så ud som umiddelbar surhed og vrede, var egentlig bare et ‘cover up’ for en dyb sorg over, at jeg skulle afsted uden hende.

Det viser, hvordan det ikke at reagere på det umiddelbare, men i stedet lige stoppe op og trække vejret, gør, at vi meget bedre kan fornemme, hvad der i virkeligheden er på spil. Det gør os i stand til at se, hvad der ligger bag ved ordene og giver os dermed muligheden for at se, hvad det bagvedliggende issue er.

Det er fuldstændig det samme, jeg gør, når jeg behandler. Når jeg har en Sanum session, en kropsterapeutisk behandling eller en vejledning, så  hjælper jeg klienter til at se, hvad der ligger bag. Hvad ligger der bag et hold i ryggen, en skæv fod, en depression eller stress? Hvad ligger der bag valget af ord – bag det umiddelbare?

På mine fordybelsesdage inviteres jeg også til at se, ‘det der er’ mere klart. Det, at gå på opdagelse i den impuls der er, i det der bevæger sig på det givende tidspunkt med fordybelse og opdagelse gennem yoga og meditation, dialog og øvelser, giver også mulighed for – i en lille skala – at se hverdagsrillen lidt mere klart.

Så, når jeg sidder her på min terrasse i mit skyggefulde område langt væk fra Danmark, så mærker jeg, at det at fordybe mig – at give mig selv plads til at tage væk fra hverdagen – det giver mig opmærksomhed på, hvad det er, jeg gør. Det giver mig muligheden for at se det hele mere klart. Det er det allerbedste redskab til at se, hvad der ligger dybere nede end det umiddelbare – både i os selv og i andre.

Jeg glæder mig til at fordybe mig med dig

Smil Rikke