At lukke øjnene

Når jeg lukker øjnene, så mærker jeg, at alt er, som det skal være. Jeg mærker åndedrættet bevæge sig. Jeg mærker min krop og min mave og finder ro. Jeg observerer mine tanker. Nogle gange er der meget på spil, og andre gange er der helt roligt.

Jeg mærker, at selv når livet er intenst, så er jeg ikke bange. Heller ikke i disse tider, hvor alt er åbent, og intet har sin plads og usikkerheden ofte melder sig. Jeg kan mærker, at der er helt roligt, og jeg har fuld tillid til, at livet udfolder sig på den måde, som det skal lige nu. Jeg mærker en god fornemmelse for der, hvor jeg står generelt – med alt den bevidsthed jeg nu har.

Men hvad sker der så, når jeg åbner øjnene?

Det bliver meget tydeligt, hvor meget jeg bliver påvirket af mine omgivelser, så snart jeg åbner mine øjne. Hvor meget jeg bliver bombarderet af livets puls og af omgivelsernes og samfundets konstante vibrationer. Jeg mærker, hvor meget menneskers holdninger, anskuelser og følelser påvirker mig. Det er som at stå i et stormvejr af informationer. Som at stå med front mod vinden og tage imod blæsten af input. En storm, der kan føles som om, at den bruger alle sine kræfter på gerne at ville blæse mig omkuld – ikke bevidst og af ondskab, men fordi det nu engang blæser den vej. Jeg mærker, hvor svært det er at blive stående. Hvor svært det er at give mig selv lov til at være mig.

Jeg bliver hele tiden trukket i alle mulige retninger og mærker, hvor meget tyngde mit fundament skal have for at kunne blive stående. Det er så svært at være tro mod det, der er i mig, og som føles rigtigt for mig – og samtidig være i stand til at være åben for, hvad omgivelserne byder ind med og responderer på.

For samtidig med at øve sig i at stå i stormen af påvirkninger fra omgivelserne uden at vælte, er der netop også en fin lære i at turde lytte til den respons, vi får fra andre mennesker. Det er en balance, der kan være svær at mestre. Det er ikke altid så let at se sig selv, så det at turde lytte til sine omgivelser kan være en fin læring for os på vores vej mod at lære os selv at kende.

Jeg tænker, der altid er en grund til, at vi får en bestemt respons fra vores omverden. At der er en højere mening med, at vi står i en given situation på et givent tidspunkt i livet. Jeg tror dybest set, at vi selv vælger at sætte os netop der, fordi der er noget vi skal lære. Noget vi skal se.

Vi bliver nødt til at stå midt i livet for at lære, hvad vi skal lære – så det at lytte til, hvad folk omkring os siger til os, kan have en ekstrem stor værdi. Men ikke nok med det. Samtidig skal vi også være i stand til at skelne mellem de informationer, vi modtager. Hvad er andres læring og input til os? – og hvad er deres egen historie og deres egen læring til dem selv? Det kan være en udfordring at lave denne skelnen. Vi har alle en historie med os, en måde vi ser verden på. Det er ofte meget præget af, hvad vi har med os fra vores barndom og de omgivelser vi er vokset op i. Har vores forældre haft et blåt filter på, så har vi det ofte også.

Derfor kræver det at lytte til andres input også stor årvågenhed. Årvågenhed i at lytte og skelne mellem hvad, der er feedback på ens eget og en hjælp til vores udvikling, og hvad der er de andres historie og udviklingsproces. Da jeg f.eks. skulle føde mit første barn, der var en sædefødsel, var det meget tydeligt at mærke andres frygt. Det var svært for mange at lade mig stå med min fornemmelse af, hvad der var rigtigt for mig i den situation og ikke mindst at håndtere afvisning fra hele to hospitaler, der ikke ville lade mig prøve en naturlig fødsel. De ville give mig kejsersnit. Men det var deres frygt. Ikke min. Så det at mærke efter og føle, at jeg ikke var bange for fødslen og derefter navigere i de informationer, jeg fik udefra, så jeg ikke blev påvirket, var en stor opgave. Men jeg var ikke bange og ville gerne prøve at føde hende naturligt. Jeg forblev tro mod det jeg mærkede og havde en fantastisk ukombliseret og fin fødsel.

Så længe vi er afklarede med vores historie, vores opvækst og alt, hvad vi har oplevet indtil nu, så er vores historie en gave, en styrke og en kraft, der kan tage os så langt, vi ønsker. Men på samme måde er de ting, som vi ikke har forliget os med i vores historie det modsatte. De ting, vi ikke ønsker at se, har fortrængt eller ikke ønsker at tilgive, tynger os ned og gør, at vi ikke kan se verden så klart. De lægger et filter ind, der gør, at det bliver svært at skelne. Et eksempel på, hvordan ens filtre kan hæmme et menneske i at nyde livet, som det er, er fx hvis en pige siger til en anden pige: “jeg bryder mig ikke om din kjole” og den anden hører det som “Jeg kan ikke lide dig” i stedet for at høre, hvad der reelt bliver sagt.

Der er også det aspekt, at vi som mennesker ikke altid er så åbne for at høre, hvad andre har at sige til os. Det er ikke altid så nemt at tage imod respons og input fra omverden eller kritik, som det oftes kaldes i daglig omtale. Jeg er ikke så glad for ordet “kritik”, men tror mere på, at vi skal lytte til, hvad andre siger og så give det omtanke bagefter og stille spørgsmålet:  hvorfor vælger de mon lige netop at sige det til mig?

Så at modtage andres observationer af os selv uden at skubbe det væk og fornægte det, men i stedet bare være åben og lytte – og samtidig skelne mellem, hvad der er vores og andres, kan være en meget lærerig proces og en stor gave til bedre at kunne se os selv mere klart.

Og der en dimension mere. For ser vi nærmere på de tætte relationer, er der nemlig samtidig en masse følelser ind over, der gør det endnu mere svært at se klart.

At kunne navigere og skelne imellem alle disse lag kræver, at vi kender os selv rigtig godt. At vi tør lære os selv at kende. At vi tør møde vores dæmoner og vores skyggesider, som nogen kalder dem. At vi tør se os selv, hvor vi står, hvor vi er – også når vi står i dybt vand og bruger vores egenskaber uhensigtsmæssigt. Når vi bruger dem til at holde os selv fast i vores eget fængsel. Vi er desværre vores egen værste fjende, og hvor meget vi end gerne vil give omstændighedernes eller andre mennesker skylden, så er det os selv, der spænder ben for os selv.

At se sig selv er stort. At anerkende hvad – og hvem – vi virkelig er, er stort og kan give en enorm frihed. Og endnu størrer hvis vi kan tage ansvar for det og være præcis den, vi er, med alt hvad vi har med os.

Så det at stå med alt det, der er – at turde sidde stille og lukke øjnene og bare være med alt, hvad der er, er en fantastisk lære til livet i alle slags situationer – gode som udfordrende.

Den yogaøvelse, der hedder stolen, er en fantastisk øvelse i netop at lære at stå med det, der er, og ikke mindst øve sig på at tage ansvar for det. Den handler om at synke ned i den, vi er. Synke ned i benene og acceptere. Stolen gør os opmærksom på hvor megte krudt vi bruger på at “holde os oppe”, på at overleve livet, istedet for at være i livet. Stolen giver åbne og stærke lår, så vi kan stå i livet uden at blæse omkuld. Jo mere vi tør synke ned i benene, jo stærkere bliver vi – og jo mere rustede er vi til at tage imod livet. Endda helt uden at holde i en sikkerhedsline eller have paraderne oppe, men med det åbent hjerte.

På kropsterapeutisk yoga holdene om tirsdagen på Frederiksberg udforsker vi hvad det vil sige, at stå i livet, istolen. Håber vi ses til den åbne prøvetime d. 8 marts. kl. 17.30 eller 19.00.

Smil Rikke