Kunsten at være med det der er

Julen – ja helligedage generelt – er gode dage til at lære sig selv bedre at kende. Vi er ofte ”tvunget” til at kaste os ind i løvens gab, til at sætte os til bords klemt inde i små rammer med familien. Det er ofte både fantastisk og forfærdeligt på en og samme tid.  Vi vil så gerne – og glæder os ofte ganske meget for så at sande, at det er ganske udfordrende uden helt at kunne sætte ord på, hvad det præcis er, der udfordrer os. Men det at stille sig der – midt i løvens gab – er faktisk essensen af at praktisere yoga i fuld flor. Hvis vi tør blive i det, der er med et åbent sind og hjerte, så kan vi få en masse svar om, hvorfor vi gør, som vi gør – og kan vi acceptere det og kan vi trække vejret ind i det, ja, så kan vi heale os selv.

Når man laver yogaøvelser, så øver man sig i at tackle livets gang. Når man ligger i en øvelse og formår at trække vejret ind i spændet, ind i smerten, så er det det samme, som når vi øver os på at stå i livet og trække vejret ind i det, der nu er. Forskellige yogaøvelser afspejler forskellige energier, vi som mennesker besidder fra fødslen af – men som af mange af os er blevet nedtonet af at skulle passe ind i en bestemt familie eller et bestemt samfund etc. Men besidder vi egenskaben til at overgive os til det, der er – netop det man gør, når man folder sig sammen i en yogaøvelse, så har man nemmere ved at håndtere forskellige situationer i livet.

Sandheden er, at vi ikke kan kontrollere, hvad der sker omkring os. Vi kan ikke forvente noget af andre – men blot observere og se, hvad der er, hvad der sker – og så forholde os til det. For når vi forventer en masse og prøver at kontrollere, hvad der skal ske – så bliver vi ofte skuffede og kede af det. Nøglen er i stedet at observere, trække vejret og give sig selv plads, selvom det vi oplever måske er urimeligt, træls eller irriterende. For derigennem ligger healingen og friheden. Blot det at kunne acceptere det der er, giver os som mennesker en stor frihed – og uden det måske ændrer noget konkret – ja, så kan det i sig selv være healende.

Man kan sige, at jo mere vi øver os på yogagulvet – jo mere er vi klar til at tage denne praksis med os ud i livet og måske endda konfrontere os selv. Eller sagt på en anden måde vi er klar til at gøre vores karma. Karmayoga er vores egen spejling af det liv, vi ønsker os. Når vi fx siger noget hele tiden, så kommer det til os. Vi ser det ofte ikke i nuet – men nogle gange er vi så heldige, at vi åbner os op til livet og får indsigt i det, der er og det, der sker – og så ser vi som regel også, at den situation, vi står i, er der af en grund. Vi kan endda nogen gange gå så langt som til bagefter at kunne se, at det vi gennemgik, var det rigtige.

Men indsigterne får vi kun, når vi åbner os op for livet, når vi tør stille os derude, hvor vi er uden fast grund. Fx til en familiejulefrokost. Når vi tør sidde i det følelsesbombardement, der ofte er tilstede af familievaner og mønstre, og blot observere og trække vejret med et åbent sind og hjerte uden at agere i det, så har vi muligheden for at få svar og se mønstrene klart. På den måde kan vi tilegne os muligheden for at lære, hvorfor vi gør, som vi gør – og bare den indsigt kan være nok til, at vi giver slip på et gammelt mønster, så det i stedet for at være en byrde, vi bærer, blot bliver en del af os og vores historie. På den måde kan vi undgå at blive slidt og drænet af låste følelser, som vi uundgåeligt vil reagere på, hver gang de bliver tricket.

Det er ofte dybe familiemønstre, der spænder mest ben for os i livet, og turde vi se dem for det, de er, og trække vejret ind i dem, så ville vi give os selv muligheden for at gå  ”straight forward” uden hele tiden at spænde ben for os selv.

Teenagertiden, der er tiden, hvor nogle mennesker tager sit opgør med forældrene, er faktisk den naturlige periode, hvor vi klipper strengene til mange familiemønstre og vaner. Så de teenagere, der tillader sig det – dem, der tør flippe ud og sige, at alt der derhjemme noget lort for senere i livet at erkende, at noget faktisk virkede og andet ikke gjorde, de er faktisk godt stillet til livet. De har allerede klippet en del at trådene og frigjort sig… Men husk! Det er aldrig for sent at tage sit teenageopgør. Jeg tog det først som 30-årig – men jeg gjorde det! Sandheden er, at det nok ikke bliver pænere af, at man er ældre, når man “gør oprør” – men det virker. Så min opfordring til jer er: Kast jer ud i det og husk, at det kun er en periode. Sig undskyld og nyd så, at du tør give dig selv plads til at reagere og heale dig selv.

Med disse ord ønsker jeg jer alle et godt nytår. Jeg håber, at I vil tage livet i egen hånd og gøre det, der vil gøre jeres år til et lærerigt og godt år for jer. Udlev jeres karma og mærk livet så sårbart og samtidig helt fantastisk, som det er.

Er du usikker på, hvordan du springer ud i det, så kom til yoga og oplev, hvordan det også kan øves.

Jeg håber, at vi ses på yogagulvet i morgen eller onsdag til øvelsen i af “at være med det der er.”

Smil Rikke