Rejser og retreats

Det at komme væk fra hverdagen kan hjælpe os til at se vores liv mere udefra, og derved måske blive opmærksomme på det der ikke fungerer. Det at rejse til fjerne steder kan give mulighed for en rejse ind i os selv. Det at møde andre kulturer kan skubbe os ud af vores komfortzone og derved åbne for en bevægelse i os. Det er i dette møde, vi har mulighed for at se os selv udefra, se de riller der holder os fastlåst i hverdagen.

Jeg har igennem tiden været på mange rejser og retreats i ind- og udland, og det har altid vækket mig og åbnet for nye opmærksomheder. Og gør det fortsat. Selvom jeg har øvet mig meget, trænger jeg jævnligt til at blive rusket lidt, så jeg ikke falder i hak. 

At rejse ind i os selv giver mange dybder, og noget vi ofte gør alene, men at kunne dele disse oplevelser med vores familier, er noget helt specielt - både med det nemme og det svære. 

Jeg har, siden jeg fik mit første barn, altid haft min familie med på mine rejser til Indien og familie retreats i Danmark. Det har været en kæmpe gave for mig. Det er noget andet end at gå igennem en proces alene, men det er muligt, og det lærer børnene, at der altid er mulighed for at åbne sig som menneske og lære nye ting. De gør som vi gør, ikke som vi siger, så det at vise dem at livet er én lang proces, og at der er læring hele livet og ikke mindst dele sine følelser og tør vise dem også når de er i oprør, tror jeg, er en kæmpe gave at give dem som mennesker.

Det er derfor en glæde her på siden at kunne præsentere dig for mine rejser og retreats.