Jeg er gennem det sidste 1,5 år blevet konfronteret med, for mig, nogle meget skæve vinkler at se livet på, at håndtere livet på. Nogle vinkler, som i den grad er blevet holdt meget tæt op mod den måde, som jeg ser og forvalter livet på. Det har overrasket mig at se det hos nogen jeg ikke havde, set det hos før og ikke mindst overrasket over den mekanisme der er, ved at lukke en dør eller åbne en, når livet presser sig på.

Jeg har observeret og undersøgt hvilken effekt det har og har haft på mig. Hvad forskellen er mellem det at lukke en og åbne en og hvorfor det pludselig er blevet så tydeligt for mig, at der er stor forskel.

En energi, der har fulgt mig meget i livet, er uretfærdighed. Den positive del af uretfærdigheden, er min sans for at inkludere. Den mere svære side af den energi har været, når jeg har hængt fast i at være offer af livet. En energi, jeg har sloges med, observeret og arbejdet meget med, siden jeg opdagede den sådan mere bevidst for ca. 8 år siden.
Offerenergi har mange farver og dukker op på de mest finurlige måder og er ikke altid til at se og opdage. Den mere tydelige del af offerenergien er at smække døre. At det er andres skyld, og konstant at finde undskyldninger og forsvare sig.

Offerenergien er en tung energi og ikke mindst drænende for det mennesker der hænger fast i den, men også for dem omkring.

Prøv at se et billede foran dig, at du hele tiden får smækket en dør i hovedet, hver gange du prøver at ringe på for at ”besøge” nogen, i stedet for at én åbner døren og du bliver budt velkommen. Prøv at forestille dig hvor ensomt og sørgeligt det må være, at lukke sig inde bag sin dør og være alene med sin uretfærdighed, forvirring, sorg etc..

Jeg har førhen selv smækket mange døre og gør det fortsat, men der går længere og længer tid imellem og når man først er begyndt at mærke, hvor meget liv der bliver, når man åbner en dør, hvor dejligt det er at dele i stedet for at lukke sig inde bag en smækket dør, så er det svært at holde døren lukket i lang tid af gangen.

En af de ting, der hjælper mig med at åbne mine smækkede døre og holde dem åbne er, bl.a., ved at lave min yoga. Når jeg laver min yoga ser jeg mere klart, hvad jeg står i, og jeg holder mig ikke mindst fit og stærk. Når vi er offer, så hænger vi også ofte i kroppen. Vi hænger fast i vores offer energi, vores mønster. Når vi er stærke, ikke overflade stærke med pumpede muskler, men de dybe stærke små muskler, er det meget nemmere at finde styrke til at løfte os ud af offerrollen. Det er nemlig kun os selv, der kan redde os ud af offerrollen. Det er kun os selv, der kan åbne døren og tage livet ind.

Jeg håber, at du i det nye år vil åbne flere døre end du vil smække i. Før du smækker en dør i, så byder jeg dig velkommen til yoga og workshops, hvor vi bl.a. øver os i at stå i livet og åbne døren til livet, der kommer til os….også når det er svært og uretfærdigt, og hvad vi ellers hænger fast i af dårlige undskyldninger.

Julen – ja helligedage generelt – er gode dage til at lære sig selv bedre at kende. Vi er ofte ”tvunget” til at kaste os ind i løvens gab, til at sætte os til bords klemt inde i små rammer med familien. Det er ofte både fantastisk og forfærdeligt på en og samme tid.  Vi vil så gerne – og glæder os ofte ganske meget for så at sande, at det er ganske udfordrende uden helt at kunne sætte ord på, hvad det præcis er, der udfordrer os. Men det at stille sig der – midt i løvens gab – er faktisk essensen af at praktisere yoga i fuld flor. Hvis vi tør blive i det, der er med et åbent sind og hjerte, så kan vi få en masse svar om, hvorfor vi gør, som vi gør – og kan vi acceptere det og kan vi trække vejret ind i det, ja, så kan vi heale os selv.

Når man laver yogaøvelser, så øver man sig i at tackle livets gang. Når man ligger i en øvelse og formår at trække vejret ind i spændet, ind i smerten, så er det det samme, som når vi øver os på at stå i livet og trække vejret ind i det, der nu er. Forskellige yogaøvelser afspejler forskellige energier, vi som mennesker besidder fra fødslen af – men som af mange af os er blevet nedtonet af at skulle passe ind i en bestemt familie eller et bestemt samfund etc. Men besidder vi egenskaben til at overgive os til det, der er – netop det man gør, når man folder sig sammen i en yogaøvelse, så har man nemmere ved at håndtere forskellige situationer i livet.

Sandheden er, at vi ikke kan kontrollere, hvad der sker omkring os. Vi kan ikke forvente noget af andre – men blot observere og se, hvad der er, hvad der sker – og så forholde os til det. For når vi forventer en masse og prøver at kontrollere, hvad der skal ske – så bliver vi ofte skuffede og kede af det. Nøglen er i stedet at observere, trække vejret og give sig selv plads, selvom det vi oplever måske er urimeligt, træls eller irriterende. For derigennem ligger healingen og friheden. Blot det at kunne acceptere det der er, giver os som mennesker en stor frihed – og uden det måske ændrer noget konkret – ja, så kan det i sig selv være healende.

Man kan sige, at jo mere vi øver os på yogagulvet – jo mere er vi klar til at tage denne praksis med os ud i livet og måske endda konfrontere os selv. Eller sagt på en anden måde vi er klar til at gøre vores karma. Karmayoga er vores egen spejling af det liv, vi ønsker os. Når vi fx siger noget hele tiden, så kommer det til os. Vi ser det ofte ikke i nuet – men nogle gange er vi så heldige, at vi åbner os op til livet og får indsigt i det, der er og det, der sker – og så ser vi som regel også, at den situation, vi står i, er der af en grund. Vi kan endda nogen gange gå så langt som til bagefter at kunne se, at det vi gennemgik, var det rigtige.

Men indsigterne får vi kun, når vi åbner os op for livet, når vi tør stille os derude, hvor vi er uden fast grund. Fx til en familiejulefrokost. Når vi tør sidde i det følelsesbombardement, der ofte er tilstede af familievaner og mønstre, og blot observere og trække vejret med et åbent sind og hjerte uden at agere i det, så har vi muligheden for at få svar og se mønstrene klart. På den måde kan vi tilegne os muligheden for at lære, hvorfor vi gør, som vi gør – og bare den indsigt kan være nok til, at vi giver slip på et gammelt mønster, så det i stedet for at være en byrde, vi bærer, blot bliver en del af os og vores historie. På den måde kan vi undgå at blive slidt og drænet af låste følelser, som vi uundgåeligt vil reagere på, hver gang de bliver tricket.

Det er ofte dybe familiemønstre, der spænder mest ben for os i livet, og turde vi se dem for det, de er, og trække vejret ind i dem, så ville vi give os selv muligheden for at gå  ”straight forward” uden hele tiden at spænde ben for os selv.

Teenagertiden, der er tiden, hvor nogle mennesker tager sit opgør med forældrene, er faktisk den naturlige periode, hvor vi klipper strengene til mange familiemønstre og vaner. Så de teenagere, der tillader sig det – dem, der tør flippe ud og sige, at alt der derhjemme noget lort for senere i livet at erkende, at noget faktisk virkede og andet ikke gjorde, de er faktisk godt stillet til livet. De har allerede klippet en del at trådene og frigjort sig… Men husk! Det er aldrig for sent at tage sit teenageopgør. Jeg tog det først som 30-årig – men jeg gjorde det! Sandheden er, at det nok ikke bliver pænere af, at man er ældre, når man “gør oprør” – men det virker. Så min opfordring til jer er: Kast jer ud i det og husk, at det kun er en periode. Sig undskyld og nyd så, at du tør give dig selv plads til at reagere og heale dig selv.

Med disse ord ønsker jeg jer alle et godt nytår. Jeg håber, at I vil tage livet i egen hånd og gøre det, der vil gøre jeres år til et lærerigt og godt år for jer. Udlev jeres karma og mærk livet så sårbart og samtidig helt fantastisk, som det er.

Er du usikker på, hvordan du springer ud i det, så kom til yoga og oplev, hvordan det også kan øves.

Jeg håber, at vi ses på yogagulvet i morgen eller onsdag til øvelsen i af “at være med det der er.”

Smil Rikke

Med forbehold for, at jeg er meget krops nørdet så våger jeg alligevel pelsen og skrive om hvorfor det er så vigtigt at have kroppen med.

Vi lever i et hovedsamfund hvor vi negligere kroppen til et knæ eller en øm skulder. Når kroppen ”snakker” til os, når den gør ondt, så prøver den faktisk at sige noget til os, men mange gange sige vi bare ”den dumme krop, nu gør den ondt igen”.  Vi glemmer simpelthen at hylde og ære så fantastisk en skabning vores krop er. Vores krop er en del at os, hvad vi tænker og føler, og er et direkte udtryk af den person vi er.

Med forbehold for, at jeg er meget krops nørdet så våger jeg alligevel pelsen og skrive om hvorfor det er så vigtigt at have kroppen med.

Vi lever i et hovedsamfund hvor vi negligere kroppen til et knæ eller en øm skulder. Når kroppen ”snakker” til os, når den gør ondt, så prøver den faktisk at sige noget til os, men mange gange sige vi bare ”den dumme krop, nu gør den ondt igen”.  Vi glemmer simpelthen at hylde og ære så fantastisk en skabning vores krop er. Vores krop er en del at os, hvad vi tænker og føler, og er et direkte udtryk af den person vi er.

Kom ægget eller hønen først?  Det er der jeg står, når jeg prøver at opklare hvad os er, om hvem vi mennesker er. Men en ting kan jeg mærke og har erfaret både fra min egen vej og gennem klinisk erfaring, det er, at vi ikke kommer uden om kroppen. Vi kan ikke tænke os til det, vi kan ikke tænke os til livets gang. Det skal også føles og mærkes. For det ene går ikke uden det andet. I hvert fald ikke i den form, som de fleste af os kalder mennesker – kalder livet. Var vi ét, kunne livet være alt, men dér er jeg ikke, så det springer jeg over lige nu.

Vores krop er en skabning, der kan omforme vand og mad til krop. En skabning der kan udrette mirakler, hvis vi lader den.  Jeg er ikke i tvivl om, at vi har evnen til at heale os selv for alt, på et split sekund, hvis vi overgav os 100 % og lod kroppen gøre sit arbejde.(Men vi holder). Vi holder fast. Vi har så klare billeder og mønstre af, hvad vi synes er rigtigt og om hvordan tingene skal være. Der er så dybe riller i pladen, at vi konstant kører i hak og jo mere pladen kører i hak jo dybere bliver rillen og jo sværere er det at komme op af den.

Vi bruger så meget energi på at holde fast på en masse billeder og former, som vi fx har fået fortalt er rigtige.  Ja, måske rigtigt for èn, men ikke nødvendigvis rigtigt for andre. Vi holder fast med hoved og vores krop former sig derefter. Vores krop er nemlig et meget klart ydre udtryk, af vores indre dialog.  Af vores tanker, som får os til at føle og som så ofte får os til at agere eller låse os fast.

Rent håndgribeligt så fylder hovedet ca. en 10ende del af en menneskekrop. Hjertet er placeret i kroppen ikke i hovedet, så hvorfor tillægger vi hovedet og tankerne så megen energi, når det kun er en 10ende del? Jeg tænker, sådan rent praktisk, at der er en grund til at kroppen er så stor i forhold til hovedet og at hjertet er placeret lige dèr hvor det er? Jeg tænker også, at noget så vildt som det at skabe et barn og føde det sker gennem kroppen. Det er vel liv er på sit højeste.
Jeg tænker at vi til dagligt skal tillægge kroppen 9/10 af opmærksomhed og hoved 1/10, så er vi meget bedre stillet. Men desværre er det ofte omvendt. Det bliver bare ved det ømme knæ og den dårlige skulder. Men tør vi gå derned gennem vores åndedræt, er der en verden af ro og lykke og ikke mindst kærlighed.

Når vi har åbne øjne sammenligner vi os konstant med andre og det kan få os til at føle os dårligere og ikke gode nok, etc., men lukker vi øjnene så er det ofte ok at være den vi er.

At sætte sig og lukke øjnene er at gå på opdagelse i os selv, det er at vende blikket indad og tør vi trække vejret ind i det der er, ind i den vi er, med alt hvad vi rummer, så er det, det samme som at give os selv kærlighed på højt plan. Og der er ikke noget kærlighed ikke kan heale.
Det at sidde og bare mærke hvad der er, er det man kalder meditation.

Dog kan det være en stor mundfuld bare at sidde og mærke hvem vi er, især hvis vi har brugt hele livet til at løbe væk fra os selv. I grelle tilfælde kan vi komme så langt væk fra os selv, at vi ikke engang tør lukke øjnene.

Det er derfor at yoga i den grad har sin ret. Yoga er i virkeligheden egen terapi. Det er en form hvor vi kan møde os selv i bevægelse, hvilket er en mildere vej end bare at sidde og være med det der er, gennem meditation.  Og meget essentielt, ingen af delene virker, hvis vi IKKE trækker vejret ned i maven.  Så er det bare et overgreb på kroppen om at gøre den smidig eller tvinge til den at sidde stille gennem ”holde fasthed”.

Hvis vi har mod på at møde os selv, er det ofte tåleligt at møde os selv til yoga èn gang om ugen. Yoga èn gang om ugen kan holde os status quo. Har vi derimod fået blod på tanden og gerne vil opdage os selv lidt dybere, så skal vi turde tage et par skridt videre ind i os selv fx via en fordybelses dag, en behandling, en workshop, et fastekursus eller på en yoga- og behandlingsferie til Indien.
Alt sammen noget, alt sammen et set up, en ramme, som giver tryghed og ro til at gå videre ind i sig selv, ind i det der er.

Sagt på en anden måde, det spøgelse vi løber væk fra slider os, men hvis vi nu vender os og kigger på det, og kigger på det mange gange, så begynder det lige så stille at mister sin værdi og så tør vi lige så stille begynde at gå hen imod det og en dag tør vi måske hive tæppet væk og se hvad der gemme sig bag ved.

Har du mod på at opleve dig selv lidt dybere, så er du meget velkommen til Kropsterapeutisk yoga om tirsdagenpå Frederiksberg eller lørdag d. 28. nov. til heldags workshop, hvor du intenst og kærligt møder dig selv gennem yoga, meditation, øvelser og snak.

Jeg glæder mig til at møde dig.