Med forbehold for, at jeg er meget krops nørdet så våger jeg alligevel pelsen og skrive om hvorfor det er så vigtigt at have kroppen med.
Vi lever i et hovedsamfund hvor vi negligere kroppen til et knæ eller en øm skulder. Når kroppen ”snakker” til os, når den gør ondt, så prøver den faktisk at sige noget til os, men mange gange sige vi bare ”den dumme krop, nu gør den ondt igen”. Vi glemmer simpelthen at hylde og ære så fantastisk en skabning vores krop er. Vores krop er en del at os, hvad vi tænker og føler, og er et direkte udtryk af den person vi er.
Med forbehold for, at jeg er meget krops nørdet så våger jeg alligevel pelsen og skrive om hvorfor det er så vigtigt at have kroppen med.
Vi lever i et hovedsamfund hvor vi negligere kroppen til et knæ eller en øm skulder. Når kroppen ”snakker” til os, når den gør ondt, så prøver den faktisk at sige noget til os, men mange gange sige vi bare ”den dumme krop, nu gør den ondt igen”. Vi glemmer simpelthen at hylde og ære så fantastisk en skabning vores krop er. Vores krop er en del at os, hvad vi tænker og føler, og er et direkte udtryk af den person vi er.
Kom ægget eller hønen først? Det er der jeg står, når jeg prøver at opklare hvad os er, om hvem vi mennesker er. Men en ting kan jeg mærke og har erfaret både fra min egen vej og gennem klinisk erfaring, det er, at vi ikke kommer uden om kroppen. Vi kan ikke tænke os til det, vi kan ikke tænke os til livets gang. Det skal også føles og mærkes. For det ene går ikke uden det andet. I hvert fald ikke i den form, som de fleste af os kalder mennesker – kalder livet. Var vi ét, kunne livet være alt, men dér er jeg ikke, så det springer jeg over lige nu.
Vores krop er en skabning, der kan omforme vand og mad til krop. En skabning der kan udrette mirakler, hvis vi lader den. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har evnen til at heale os selv for alt, på et split sekund, hvis vi overgav os 100 % og lod kroppen gøre sit arbejde.(Men vi holder). Vi holder fast. Vi har så klare billeder og mønstre af, hvad vi synes er rigtigt og om hvordan tingene skal være. Der er så dybe riller i pladen, at vi konstant kører i hak og jo mere pladen kører i hak jo dybere bliver rillen og jo sværere er det at komme op af den.
Vi bruger så meget energi på at holde fast på en masse billeder og former, som vi fx har fået fortalt er rigtige. Ja, måske rigtigt for èn, men ikke nødvendigvis rigtigt for andre. Vi holder fast med hoved og vores krop former sig derefter. Vores krop er nemlig et meget klart ydre udtryk, af vores indre dialog. Af vores tanker, som får os til at føle og som så ofte får os til at agere eller låse os fast.
Rent håndgribeligt så fylder hovedet ca. en 10ende del af en menneskekrop. Hjertet er placeret i kroppen ikke i hovedet, så hvorfor tillægger vi hovedet og tankerne så megen energi, når det kun er en 10ende del? Jeg tænker, sådan rent praktisk, at der er en grund til at kroppen er så stor i forhold til hovedet og at hjertet er placeret lige dèr hvor det er? Jeg tænker også, at noget så vildt som det at skabe et barn og føde det sker gennem kroppen. Det er vel liv er på sit højeste.
Jeg tænker at vi til dagligt skal tillægge kroppen 9/10 af opmærksomhed og hoved 1/10, så er vi meget bedre stillet. Men desværre er det ofte omvendt. Det bliver bare ved det ømme knæ og den dårlige skulder. Men tør vi gå derned gennem vores åndedræt, er der en verden af ro og lykke og ikke mindst kærlighed.
Når vi har åbne øjne sammenligner vi os konstant med andre og det kan få os til at føle os dårligere og ikke gode nok, etc., men lukker vi øjnene så er det ofte ok at være den vi er.
At sætte sig og lukke øjnene er at gå på opdagelse i os selv, det er at vende blikket indad og tør vi trække vejret ind i det der er, ind i den vi er, med alt hvad vi rummer, så er det, det samme som at give os selv kærlighed på højt plan. Og der er ikke noget kærlighed ikke kan heale.
Det at sidde og bare mærke hvad der er, er det man kalder meditation.
Dog kan det være en stor mundfuld bare at sidde og mærke hvem vi er, især hvis vi har brugt hele livet til at løbe væk fra os selv. I grelle tilfælde kan vi komme så langt væk fra os selv, at vi ikke engang tør lukke øjnene.
Det er derfor at yoga i den grad har sin ret. Yoga er i virkeligheden egen terapi. Det er en form hvor vi kan møde os selv i bevægelse, hvilket er en mildere vej end bare at sidde og være med det der er, gennem meditation. Og meget essentielt, ingen af delene virker, hvis vi IKKE trækker vejret ned i maven. Så er det bare et overgreb på kroppen om at gøre den smidig eller tvinge til den at sidde stille gennem ”holde fasthed”.
Hvis vi har mod på at møde os selv, er det ofte tåleligt at møde os selv til yoga èn gang om ugen. Yoga èn gang om ugen kan holde os status quo. Har vi derimod fået blod på tanden og gerne vil opdage os selv lidt dybere, så skal vi turde tage et par skridt videre ind i os selv fx via en fordybelses dag, en behandling, en workshop, et fastekursus eller på en yoga- og behandlingsferie til Indien.
Alt sammen noget, alt sammen et set up, en ramme, som giver tryghed og ro til at gå videre ind i sig selv, ind i det der er.
Sagt på en anden måde, det spøgelse vi løber væk fra slider os, men hvis vi nu vender os og kigger på det, og kigger på det mange gange, så begynder det lige så stille at mister sin værdi og så tør vi lige så stille begynde at gå hen imod det og en dag tør vi måske hive tæppet væk og se hvad der gemme sig bag ved.
Har du mod på at opleve dig selv lidt dybere, så er du meget velkommen til Kropsterapeutisk yoga om tirsdagenpå Frederiksberg eller lørdag d. 28. nov. til heldags workshop, hvor du intenst og kærligt møder dig selv gennem yoga, meditation, øvelser og snak.
Jeg glæder mig til at møde dig.