Jeg er gennem det sidste 1,5 år blevet konfronteret med, for mig, nogle meget skæve vinkler at se livet på, at håndtere livet på. Nogle vinkler, som i den grad er blevet holdt meget tæt op mod den måde, som jeg ser og forvalter livet på. Det har overrasket mig at se det hos nogen jeg ikke havde, set det hos før og ikke mindst overrasket over den mekanisme der er, ved at lukke en dør eller åbne en, når livet presser sig på.

Jeg har observeret og undersøgt hvilken effekt det har og har haft på mig. Hvad forskellen er mellem det at lukke en og åbne en og hvorfor det pludselig er blevet så tydeligt for mig, at der er stor forskel.

En energi, der har fulgt mig meget i livet, er uretfærdighed. Den positive del af uretfærdigheden, er min sans for at inkludere. Den mere svære side af den energi har været, når jeg har hængt fast i at være offer af livet. En energi, jeg har sloges med, observeret og arbejdet meget med, siden jeg opdagede den sådan mere bevidst for ca. 8 år siden.
Offerenergi har mange farver og dukker op på de mest finurlige måder og er ikke altid til at se og opdage. Den mere tydelige del af offerenergien er at smække døre. At det er andres skyld, og konstant at finde undskyldninger og forsvare sig.

Offerenergien er en tung energi og ikke mindst drænende for det mennesker der hænger fast i den, men også for dem omkring.

Prøv at se et billede foran dig, at du hele tiden får smækket en dør i hovedet, hver gange du prøver at ringe på for at ”besøge” nogen, i stedet for at én åbner døren og du bliver budt velkommen. Prøv at forestille dig hvor ensomt og sørgeligt det må være, at lukke sig inde bag sin dør og være alene med sin uretfærdighed, forvirring, sorg etc..

Jeg har førhen selv smækket mange døre og gør det fortsat, men der går længere og længer tid imellem og når man først er begyndt at mærke, hvor meget liv der bliver, når man åbner en dør, hvor dejligt det er at dele i stedet for at lukke sig inde bag en smækket dør, så er det svært at holde døren lukket i lang tid af gangen.

En af de ting, der hjælper mig med at åbne mine smækkede døre og holde dem åbne er, bl.a., ved at lave min yoga. Når jeg laver min yoga ser jeg mere klart, hvad jeg står i, og jeg holder mig ikke mindst fit og stærk. Når vi er offer, så hænger vi også ofte i kroppen. Vi hænger fast i vores offer energi, vores mønster. Når vi er stærke, ikke overflade stærke med pumpede muskler, men de dybe stærke små muskler, er det meget nemmere at finde styrke til at løfte os ud af offerrollen. Det er nemlig kun os selv, der kan redde os ud af offerrollen. Det er kun os selv, der kan åbne døren og tage livet ind.

Jeg håber, at du i det nye år vil åbne flere døre end du vil smække i. Før du smækker en dør i, så byder jeg dig velkommen til yoga og workshops, hvor vi bl.a. øver os i at stå i livet og åbne døren til livet, der kommer til os….også når det er svært og uretfærdigt, og hvad vi ellers hænger fast i af dårlige undskyldninger.