Siden 2003 har jeg haft 28 hold afsted til Sydindien på yoga- og ayurvedarejser til Dr. Unni klinik i Kerala, Kovalam Beach.
I år 2020 holder jeg pause pga opstart af Kropsterapeutisk yogalæreruddannelse som så gik over i corona nedlukning. 

Turene genoptages på anden vis derfor forbliver denne side åben. 

 

Priserne er inkl.:
Yoga og meditation 2 timer hver morgen
12 ayurvediske behandlinger
14 overnatninger med morgenmad
Fly Kbh-Trivandrum/Retur
Skatter/afgifter
Transfer lufthavn-hotel/ retur
Afgift til Rejsegarantifonden

Program
Vi ankommer tidligt om morgenen og bliver indlogeret på vores hoteller. Når vi har sundet os lidt, mødes vi til velkomst møde.

De efterfølgende 12 dage vil bestå af meditation og yoga tidligt hver morgen. Bagefter spiser vi morgenmad sammen og derefter vil programmet være individuelle med behandling, strand og afslapning. Der vil være en blanding af fællesspisning og plads til egen tid.

Afhængig af din tilstand kan du blive anbefalet at tage nogle ekstra behandlinger den sidste dag. Disse er ikke inkluderet i prisen.

Under opholdet vil Dr. Unni holde et foredrag for os og fortælle om de grundlæggende ayurvediske begreber.

Turen er lavet med det formål at skabe velvære hos den enkelte. Nogle tager af sted pga. sygdomme de gerne vil til livs, andre for at holde sygdom i ave. Og nogen for at opnå mere velvære i krop og sind og få meget større selvindsigt.

Yogaen bliver tilpasset individuelle behov og formåen – alle har mulighed for at være med. De ayurvediske behandlinger foregår på Dr. Unni’s klinik.

Behandlingerne foregår i tidsrummet 09:00 – 18:00 og aftales individuelt.

Der er bevidst ikke planlagt en masse i løbet af dagen og aftenen, da både yogaen og behandlingen kan gøre en mør. Oftest har man bare brug for at sidde i skyggen og læse en bog, slikke sol på stranden, gå en tur i de nærliggende små landsbyer, eller bare sidde og kigge ud i luften. Har man ekstra overskud, er der dog rig mulighed for at tage af sted på egen hånd. Fx ligger hovedstaden i Kerala, Trivandrum kun 45 minutters kørsel fra Kovalam Beach, hvor kurset afholdes.

Vejledere på turen
Jeg har siden 2003 samarbejdet med Dr. Unni og haft 28 hold afsted. Jeg har gennem årene fået stor forståelse og kendskab til ayurvedaen især i sin praktiske form og gennem behandlingerne. Sammen med mit daglige terapeutiske arbejde herhjemme med klienter og undervisning skaber dette en tryg ramme for deltager at være i.

Fordele ved grupperejse
Fordelen ved at deltage på en arrangeret tur som denne i en gruppe og med vejledere er, at der altid er en at gå til, en at spørge og en at søge trøst hos. Når man arbejder med sig selv, kan der komme ting op, som slår benene væk under en, og så er det rart at have en at gå til, især når man er i et fremmed land. At være en gruppe kan giver en fantastisk tryghed og der er altid masser af støtte at hente fra gruppen og der bliver knyttet mange dejlige venskaber.

Sammen med familie
Er I et par eller en familie som deltager på turen, vil der blive taget hensyn til dette når tider til behandling aftales. Det kan fx være nødvendigt at tage hensyn til børnepasning o.a. Sydindien er et dejligt sted at rejse til med børn, og opholdet ved Kovalam strand er børnevenligt. Der kan arrangeres dansk børnepasning, ellers er det nemt at finde lokal pasning til børnene.

Indien
Og så er Indien et fantastisk land – på godt og ondt. Kontrasternes land; smukt, rigt på alle måder, velduftende, fattigt og snavset. Men er man til Indien, så vil det for altid have plads i ens hjerte. Det er et spændende land med meget at byde på, og uanset om man vender tilbage eller ej, så er det et land, der skal opleves.

Ayurveda og Yoga
Både ayurvedaen og yogaen stammer fra de gamle indiske skrifter ”Vedaerne”. Det er begge lærdomme til hvordan man lever et sundt liv, og er i Indien praktiseret gennem mange tusinde år. De udøves forsat på traditionel vis. Det er begge filosofier med dyb forståelse for menneskets natur. Filosofier der bygger på et sund og lykkeligt liv. Det er begge en lære om livet. Ayurveda betyder ”viden om livet”, og yoga betyder ”forening af det individuelle med det universelle (kender du dig selv og dine grænser, så kan du forhold dig til dine omgivelser)”.

Forskellen på ayurveda og yoga er, at ayurveda er en behandlingsform, du behandles af en behandler, og yoga er et selvstudie, du praktiserer/udøver selv.

Ayurvedaen er en behandlingsform, som ikke bare symptombehandler, men også årsags behandler og opbygger, så man har mulighed for at holde sygdomme og skavanker for døren.

En ayurvedisk behandling kan spænde bredt med hensyn til behandlingsmetode, afhængig af individuelle behov. Det spænder lige fra massage, som alle starter med, varm olie massage, pulver massage, diæt, udrensning, yogaøvelser, udrensninger, urtemedicin m.m..

Afhængig af forløbet, kan det være der anbefales, at tage 2 behandlinger om dagen og tage urtemedicin.

Det er bevidst at kost ikke er med i arrangementet, da det oftest anbefales, at spise efter bestemte principper og det er meget individuelt om man vil følge det eller ej. Det er IKKE nødvendigvis kedelige diæter, bare måder hvorpå du kombinere din kost, og få ting, du bør holde dig fra, for at opnå optimal effekt af forløbet. Restauranterne i området er meget bekendt med at lave ayurvedisk mad, så det er nemt at få dejlig mad.

Yoga er læren om egne grænse og bevidsthed. En måde, at søge selvindsigt på. Yoga er ikke bare ”gymnastikøvelser”, men en lære i, at leve livet her og nu! Yoga øvelserne er der hvor du omsætter ord til handling. Det er der hvor du i praksis lære at omsætte filosofi til handling. Yogaøvelserne giver fysisk, psykisk og spirituel velvære og det er helt individuelt hvor langt man vil tage det.

Yoga er egentligt et system til at stilne sindet, men er utroligt effektivt for vores fysiske velvære. Yogaøvelserne er super god motion. Øvelserne træner kroppen i et roligt tempo, og så er de konstrueret sådan, at de massere de indre organer, hvilket stimulerer hele systemet positivt. Fokus på rigtig vejrtrækning og åndedrætsøvelser giver, ud over forbedret fysisk heldbred, også mental ro og balance på grund af den meditative virkning.

Yogaøvelserne er en del at ayurvedaen. Øvelserne kan fx gives som ”medicin”, og så er det en måde, hvorpå man kan opretholde den velvære på, som opnås på turen. Derfor er yogaen sammensat sådan, at den uden problemer kan udøves hjemme, efter opholdet.